Masters of the Air

I filmatiseringen af Stephen E. Ambroses ”Band of Brothers” fulgte vi delinger under 101st Airborne Division fra forberedelserne til D-dag til de tyske styrkers overgivelse. I ”The Pacific” fulgte vi de amerikanske marinesoldater i 1st Marine Division. Og nu er turen kommet til filmatiseringen af Donald L. Millers bog, ”Masters of the Air” om 100th Bomb Group, der fløj et utal af bombemissioner over Tyskland i fly af typen B-17 Flying Fortress. 3 omfattende og storslåede produktioner.

Der er noget aldeles storslået over beretningen om besætningerne i 100th Bomb Group. Unge, skrøbelige mænd, der bliver hærdet på den mest grusomme måde under dødbringende missioner i dagslys over Tyskland. Serien fanger på fornem vis kontrasten mellem livet på jorden og i luften, hvor besætningerne er under heftig beskydning fra tyske luftværnsbatterier og jagerfly. En kontrast mellem længslen efter ro og den livsvigtige gensidige tillid og forståelse på missionerne. For os, der ellers sidder mageligt foran en TV-skærm, føler man nærmest, at man er med ibesætningen. Intensiteten er særdeles nærværende under de fornemt filmede luftkamphandlinger.

De unge mænd får nok at tænke på, når det ikke er alle fly, der vender hjem, mere eller mindre sønderskudte. De får stadigt sværere ved at onboarde erstatningspersonnel, når de føler missionerne er som at spille russisk roulette med 5 kugler i en seksløber. Belønningen i form af hjemsendelse for at ha’ gennemført 25 succesfulde missioner bliver endda på et tidspunkt udskudt til efter 30 missioner.

Centralt i beretningen står Major John ”Bucky” Egan, spillet af Callum Turner og Major Gale ”Buck” Cleven, spillet af Austin Butler. Begge perfekt castede til at udtrykke det dybe venskab mellem to vidt forskellige typer. Der står stor respekt om dem som piloter, om end ”Bucky” måske er en tand for dumdristig i sin tilgang til missionerne og til livet i almindelighed.

Både ”Buck” og ”Bucky” havner efter nedskydninger i samme krigsfangelejr. Det gier lejlighed til at berette om lejrforholdene i nazi-regimets sidste dage, hvor fangerne under dødstrusler bliver tvunget ud på march mod områder vestpå, som stadig var tysk-kontrollerede. Endnu en pilot fra 100th kæmper sig efter nedskydning frem til de sovjetiske styrker. Inden han ad en relativt sikker rute bliver sendt videre tilbage til basen i England, oplever han befrielsen af af nazistiske udryddelseslejre.

”Buck” og ”Bucky” når sikkert tilbage til basen, hvor de får lejlighed til at flyve fødevarer og anden nødhjælp frem til områder i Holland. En våbenhvile sikrer, at de ikke længere bliver beskudt af de tyske luftværnsbatterier. En første forsmag på den tomhed, der dukker op, når krigen ikke længere er hverdag, ikke længere lægger beslag på tanker og fysisk udfoldelse.

”Masters of the Air” er på sin vis en såre klassisk, tilnærmelsesvist gammeldags omgang TV-dramatik. Det er imidlertid helt ok, emnet og tidsbilledet taget i betragtning. Serien slutter trilogien fra Steven Spielberg og Tom Hanks af på fornemste vis, med beretninger om 2. verdenskrig, som den blev udkæmpet efter D-dag i Europa, i Stillehavet efter Pearl Harbour og over Europa. Til lands, til vands og i luften.