Før stormen

Byboere har så rigeligt at tænke på i det daglige. Tilbudsjagt i supermarkedet. Nå bus eller tog til arbejde og studier – og så videre. Der er ikke rum til mange tanker om livet og udfordringerne i et udsat lille og tyndt befolket samfund som Mandø. Den baskiske instruktør Juan Palicios og hans medinstruktør Sofie Husum Johannesen har præsteret en dokumentarfilm, ”Før stormen”, der på usædvanligt smuk, poetisk og ildevarslende vis bør trække livet på Mandø længere frem i vores bevidsthed.

Mandø er et 8 kvadratkilometer stort øsamfund i Vadehavet, i dag kun med en 26 personer stor befolkning. En ramme, der ikke levner store muligheder for nyt pulserende liv og fremdrift. Samtidig dog også en ramme, der holder ved med stærke bånd mellem beboerne. Alle kender alle – og alle erkender på hver deres måde fremtidsudsigterne for livet på øen.

”Før stormen” følger først og fremmest Gregers, den sidste landmand på Mandø. Han holder en beskeden bedrift med kødkvæg og fisker i ny og næ. Desuden fører han sit eget tilsyn med digernes tilstand – når nu ingen andre, slet ikke offentlige myndigheder synes at interessere sig for emnet. Gregers har været gift, men konen er fortrukket. Nu drømmer Gregers så om at finde en kæreste.

På Tinder er der bare ikke mange hits – og han bliver også vraget i casting-processen til TV-programmet ”Landmand søger kærlighed”. Et kig ind i Gregers’ stue og dens uorden viser ordløst og trøstesløst, at der er langt igen, før omstændighederne kan appellere til at erstatte byliv med ro og ensomhed på Mandø.

Gregers forholder sig vrissent til, at de politiske beslutningstagere i København synes at have glemt Mandø – og det der EU har han godt heller ikke meget fidus til. Hans kammerat Chrisser gør ellers sit til, at ruske op i Gregers, sine steder med tiltrængt irettesættelse, for eksempel om, hvorfor konen forlod øen.

Af andre personer i billedet af det virkelige liv på Mandø kan nævnes Mie, den ukuelige 99-årige Mie, der selv går ned til Ellen, der er brugsuddeler i øens eneste – og Danmarks mindste – brugs. Der er ornitologen Niels, som omhyggeligt registrerer den vigende bestand af fugle. Der er præsten, der prædiker i øens kirke om Noas ark og syndflod – inden han drager tilbage til sin bopæl på fastlandet. Og der er sammenholdet om at spille bingo via kortbølgeradio.

Disse personer og deres gøremål er fanget så smukt og stilfærdigt, at man føler sig som tilskuer på stedet – og som gæst, da Mie fejrer sin 100 års fødselsdag. Hun dør kort efter, hvilket er beskrevet nænsomt, da Gregers kører sin nevø til færgen. Nevøen har for en kort bemærkning sænket øens aldersgennemsnit betragteligt. Selv om Gregers og nevøen taler meget åbent og fordomsfrit om alt mellem himmel og jord, er der dog noget vemodigt over, at Gregers nu igen er henvist til sine ture rundt på øen og sine egentlig dybsindige enetaler til hans hund, Sif.

”Før stormen” har fået en særlig opmærksomhed ved at haft premiere i en række biografer landet over. Den stemningsmættede fortælling om Mandø fortjener da også helt bestemt at blive set af et stort publikum. Både for sine filmiske kvaliteter og for sin diskrete tyngde i debat om klimaforandring. I skrivende stund er der ikke nogen fast tilgængelighed i streaming-sammenhæng. Man må dog formode, at filmen får ekstra liv, enten på Det Danske Filminstitut eller TV2, som er medproducent.

  • Titel: Før stormen
  • Instruktør: Juan Palacios, Sofie Husum Johannesen
  • Medvirkende: Gregers Jørgensen – og Sif, Mona Jørgensen, Osvald Jørgensen, Mie Laverentz, Ellen Hjort Christensen
  • Genre: Dokumentar
  • Spilletid: 1 time 28 minutter
  • Produktionsselskab: Lightdox, TV2 Danmark
  • Produktionsår: 2023
  • Release-dato: 11. november 2023
  • Anmeldt af: Carsten Skov
  • Distributør: CPH:DOX
  • Billeder: © Lightdox/TV2 Danmark

Film:6 out of 6 stars (6 / 6)
Billede:5 out of 6 stars (5 / 6)
Lyd:4 out of 6 stars (4 / 6)