Fargo – Sæson 5

Efter en lidt sløj sæson 4, er ”Fargo” tilbage i fin form. Morbid humor og skæve figurer sørger for en særlig lethed, der får den til tider ret voldsomme historie til at glide ned, fyldt som den er med referencer til andre film og tidligere sæsoner.

Første afsnit starter i højeste gear med et forældremøde på en skole, der skal planlægge efterårsfestligheder. De fleste tilstedeværende er involveret i et gevaldigt slagsmål. Bortset fra en mor, Dorothy ”Dot” Lyon, der stadig sidder med armene om sit barn. Denne mor forsøger at komme væk og i selvforsvar bruger hun sin taser mod en person, som hun tror vil angribe hende. Det fører i stedet til anholdelse.

Denne anholdelse vækker samtidig en særlig interesse fra Roy Tillman, en sherif, der forveksler ’uphold the law’ med ’invent the law’. Endelig har han sporet den kone, der er stukket af fra – og som derved har såret hans mandlige stolthed. Han har i hvert fald sin egen opfattelse af, hvem der har ansvaret for praktisk udmøntning af forfatningen – og kvinders rettigheder og pligter i et ægteskab – og mandens ret til at retvise kvinden fysisk, dog uden at han må føle glæde eller tilfredsstillelse derved. Det viser sig således, at Dot har haft et forhold til Roy for år tilbage. Hun flygtede fra Roy og har etableret en fredelig tilværelse med en ny mand, Wayne, som hun også har fået datteren med.

Waynes mor, Lorraine, er imidlertid noget af en hejre. Hun ville således ønske, at hun kunne stoppe Dot i en pakke og sende hende tilbage, hvor hun kom fra. For hun er jo nok kun ude efter Lorraines penge. Situationen er nemlig den, at Lorraine har gjort det til et børsnoteret milliardforetagende at overtage og fortsætte opkrævningen af misligholdte lån. Familiens julekort er desuden smykket med et billede, der viser familiemedlemmerne bevæbnet med automatvåben.

Det er nogle af de vigtigste ’spillere’ i sæson 5 af ”Fargo”. Dertil kommer en bred vifte af figurer, som fint formidler og understreger den morbide humor. Helt i tråd med tonen i den oprindelige spillefilm fra 1996, som Joel og Ethan Coen havde en særdeles heldig hånd med. Tidslinjen i den nye sæson ligger tæt på nutiden, så man kan hurtigt komme til at lægge politiske tolkninger af ligestillingsspørgsmål og cowboy-konservatisme ind over.

Dot er langt fra en lille sart og forsagt kvinde, som blot er flygtet for at søge tryghed. Hun viser sig i høj grad i stand til at forsvare sig, hvilket ikke mindst kommer til udtryk i en Halloween-scene, hvor Roy har sendt et par håndlangere afsted for at bortføre Dot. Resultatet bliver i stedet, at Dot uskadeliggør forfølgerne. Hun stikker af og ender i en shoot out på en tankstation, der er lukket for natten. Begge scener viser Dots åndsnærværelse – som var der tale om Kevin i Alene hjemme.

Juno Temple giver Dot liv som en figur, der balancerende på kanten af vanvid forsøger at være god mor og hustru. Jon Hamm sørger på tilsvarende vis for, at sherif Roy Tillman står skarpt og umådeligt selvforherligende. Endelig er Lorraine beskrevet som et overklasseløg, der har den inderligste overbevisning om, at det er ordensmagtens og myndighedernes opgave at sørge for, at dem ’der ikke har’ aldrig kommer på tværs af dem ’der har’.

”Fargo” er langt fra good clean family entertainment. Til gengæld er der herlig action og munter underholdning for de voksne. 

Det skal lige bemærkes, at anmeldelsen er baseret på de 6 afsnit, der er i skrivende stund er tilgængelige.