Nattevagten – Dæmoner går i arv

30 år efter den første og meget populære gyserfilm “Nattevagten”, får man endelig leveret en efterfølger, der på sin egen vis fortsætter fortællingen fra etteren. Det er igen Ole Bornedal, der instruerer, men nu med datteren, Fanny Bornedal, i den nye hovedrolle.

Filmen udforsker store temaer som generationstraumer og hvad det vil sige at gå i sine forældres fodspor, samtidigt med at den holder sig til den lidt campede gyserstil man kender fra etteren. Kan den egentlig opnå den samme kultstatus, den første film formåede at opbygge – og er det overhovedet nødvendigt? Her er der tale om “Nattevagten – Dæmoner går i arv”.

Som nævnt, starter fortællingen 30 år efter hændelserne i den første film. Martin er færdig som nattevagt på Retsmedicinsk Institut, og har efterfølgende giftet sig med Kalinka. Traumerne fra det der skete dengang – Wörmers morderiske udfald – har siden hjemsøgt Martin og hans nu afdøde kone, men også deres datter, Emma, som med det samme river op i sagen og beslutter sig for at opsøge den mand der ødelagde hendes familie. Dermed starter plottet, hvor man følger Emma i hendes møde Wörmer.

Jeg blev overrasket da fortællingen tog denne drejning, da jeg havde regnet med at filmen ville være mere overfladisk i både sit plot men også sit udtryk. Dog formår Ole Bornedal at skabe en fascinerende inspektion af familieforhold og traumer hvor hovedkaraktererne tydeligt bliver fremdriften i filmen. Der er en del lange dialogscener som trækker tempoet ned og dermed skal det også siges at filmen snarere føles som et thrillerdrama frem for en traditionel gyserfilm som forgængeren.

Visuelt og rent håndværksmæssigt er filmen lækkert komponeret, med mange gode skud, farver og belysninger som bakker op om den intense stemning. Der er helt klart et overskud på den front. Dog er der tydeligt gået noget galt med dubbingen i nogle af dialogscenerne hvilket distraherer lidt, men det fylder heldigvis ikke for meget.

De “gamle” karakterer – altså Martin, spillet af Nikolaj-Coster Waldau, og Jens, spillet af Kim Bodnia, har stadig deres charme. Skuespillet er som forventet fantastisk, og især Kim Bodnia har enkelte scener, hvor han stjæler rampelyset. Sonja Richter er tilbagetrukket som den stille og rolige psykolog Gunver, hvilket virker fint. Fanny Bornedal gør det også rigtig godt, og bærer det meste af filmen.

Sidekaraktererne er dog lidt mere ligegyldige i deres udfoldelse, selv om skuespillet fra dem alle fungerer udmærket i konteksten. Paprika Steen som Politikommissær Kramer er stenhård og kold i udtrykket. Hendes karakter er bare forholdsvis endimensionel. Det samme med copycat-psykopaten Bent, spillet af Casper Kjær Jensen, der alligevel har en enkelt forrygende scene med Nina Rask. Ulf Pilgaard er ligesom i den første “Nattevagten” lige så ulækker og ubehagelig, og spiller også en væsentlig rolle i løbet af filmen.

Selvom “Nattevagten – Dæmoner går i arv” har et gennemgående tema og gerne vil være et thrillerdrama, leger den alligevel med det gode gamle gys, men også med en kontrasterende komedie. Der er smæk på lydsiden og lyddesignet, hvilket gør filmen mere intens. Derudover finder man hen mod slutningen et meget klassisk klimaks, som i den grad tager en tilbage til den første film. Omvendt er der også en del sjove replikker situationer igennem filmen, som letter stemningen.

En kritik jeg må give filmen er, at den til tider virker lidt forvirrende tonemæssigt. Det er ikke altid særlig uhyggeligt, men heller ikke altid helt så sjovt. Så hvis filmen havde været mere skarp på den front, og hvis den havde udviklet sidekarakterer lidt mere, så ville den have fået et par ekstra stjerner. Men alt i alt er det en vellykket gyserfilm.