The Guilty

Jake Gyllenhaal spiller hovedrollen, som den rebelske og fornyligt degraderede betjent Joe Baylor, der desperat forsøger at redde en kidnappet kvinde i den nye Netflix krimi-thriller ”The Guilty”. Filmen er et amerikansk remake af den danske lav-budgetfilm ”Den Skyldige” fra 2018, og det er interessant at se, hvordan instruktør Antoine Fuqua har genfortolket den succesfulde danske original.

”The Guilty” udspiller sig grundlæggende ud fra en simpel idé. Det er et helt afgørende element i filmen at handlingen udelukkende udspiller sig i ét miljø, alarmcentralen, og synspunktet er låst til hovedkarakteren Joe Baylor, som opholder sig her. Det betyder, at filmens centrale handling opleves gennem Joe, gennem hans telefonopkald. Det burde ikke fungere, men det gør det. ”The Guilty” er spændende, nervepirrende og overraskende.

I 2018 forlod jeg forundret og glædeligt overrasket biografen efter at have set ”Den Skyldige” af Gustav Möller. Filmen gjorde noget helt unikt, som jeg aldrig havde oplevet før i sådan en grad. Den indeholdt en spændende, nervepirrende konflikt med masser af vold og action, som på intet tidspunkt blev visualiseret på skærmen. I stedet blev langt de fleste af filmens afgørende dramatiske højdepunkter udspillet gennem lydbilledet. På trods af dette gik jeg fra visningen med et krystalklart billede i hovedet af, hvordan disse begivenheder havde udspillet sig i fortællingen.

Selvom jeg vil mene, at den originale danske version overordnet set lykkedes bedre med dette end den nye Netflix-remake, formår ”The Guilty” alligevel at skabe et lydbillede, som sætter fantasien i gang hos seeren og får det til at krible under huden. Begge film er vidnebyrd for den store rolle et godt lydbillede spiller i audiovisuel storytelling. De understøtter ideen om, at virkeligheden som udspiller sig for øjnene af os somme tider ikke kan konkurrere med den virkelighed, vi kan forestille os i vores vildeste fantasier. Specielt når det kommer til at skabe angst og rædsel.

Det punkt, hvor jeg oplever, at ”The Guilty” halter efter den originale danske version, handler om spændingsskabelse. ”The Guilty” indeholder til tider for meget drama og for lidt spænding. Ideen om, at drama skaber spænding, er fremtrædende i ”The Guilty”, og dette leder til at nogle af filmens øjeblikke har tendens til overdramatisering, hvilket kan virke distraherende fra det som udspiller sig. I modsætning til dette kan en mere jordnær iscenesættelse skabe en højere grad af realisme og dermed gøre spændingen mere virkelig for seeren. Denne balance, mener jeg, at ”Den Skyldige” fra 2018 håndterede bedre.

Filmen forsøger at introducere endnu mere drama gennem et b-plot, som på den ene side giver handlingen mere dybde og gør Joe som karakter mere dynamisk, men på den anden side i langtrukne perioder af filmen blot fungerer som frustrerende adspredelse fra den mere interessante hovedkonflikt.

”The Guilty” er værd at se for sin uforudsigelige handling, som på sine højdepunkter får seeren helt frem i sædet, og som dermed giver en helt unik filmoplevelse. Den overgår ikke den original danske version, men er et rigtigt godt alternativ for udenlandske seere, som ikke kan komme over barrieren af undertekster.

  • Titel: The Guilty
  • Original titel: The Guilty
  • Instruktør: Antoine Fuqua
  • Skuespillere: Jake Gyllenhaal, Riley Keough, Peter Sarsgaard, Christina Vidal, Eli Goree, Ethan Hawke
  • Genre: Drama, Thriller, Krimi
  • Spilletid: 1 time 30 minutter
  • Produktionsselskab: Amet Entertainment, Bold Films, Capstone Pictures, Endeavor Content, Fuqua Films, Nine Stories Productions
  • Produktionsår: 2021
  • Release-dato: 1. oktober 2021
  • Censur: R (Voksenledsagelse under 17 år)
  • Anmeldt af: Ellen Jespersen
  • Findes på: Netflix
  • Billeder: © Netflix
Film:4 out of 6 stars (4,0 / 6)
Billede:3 out of 6 stars (3,0 / 6)
Lyd:4 out of 6 stars (4,0 / 6)