The Bay – Sæson 2

Vejret er trist, gråt, regnfuldt og måske også blæsende. Alene vejret kan sammen med almindelig provis- og kystby-tristesse i Morecambe Bay tegne stemningen med bred pensel i en serie som ”The Bay”. Når man dertil lægger et plot og et persongalleri med et mylder af lag, konflikter og relationer, så er der lagt op til en ganske anden spændende og kompleks historie end den man finder i et afsnit af Barnaby.

Den anden sæson af ”The Bay” indledes med at advokaten Stephen Marshbrook koldblodigt er bliver likvideret for øjnene af sin søn. En tilsyneladende både velfungerende og velstående (sviger)familie, der er samlet for at fejre fødselsdag, står lamslået tilbage. Kriminalassistent Lisa Armstrong er efter et uheldigt og lidt for … tæt forhold til den hovedmistænkte i den første sæson blevet degraderet og har mistet sit hus. Nu øjner hun imidlertid en chance for at rejse sig igen som forbindelsesled til de berørte parter i den nye mordsag.

Lisa selv slås med et noget anstrengt forhold til sine to børns far, der ihærdigt forsøger at møve sig ind i familielivet igen. Hendes chef, Tony Manning, holder arbejds- og privatliv så skarpt adskilt – keeping up appearances – at der ikke en sjæl på stationen, der aner, at han er på vej ud over kanten i en skilsmisse. Der bliver imidlertid ikke gravet ret meget i overfladen i mordsagen, før det står klart, at familien Marshbrook har skabene fulde af ’skeletter’ og at Stephen langt fra var mønstret på en kærlig og loyal familiefar.

Marshbrook-familien er som advokater involveret i tvivlsomme ejendomshandeler, der klart peger på en sammenhæng med likvideringen af Stephen. En tragisk hændelse lægger imidlertid pres på sammenholdet på stationen og på evnen til at ’holde snuden i sporet’.

Hovedpersonen Lisa har med Morven Christie et fornemt mut og tilknappet udtryk. Tony Manning er tilsvarende præcist castet med Daniel Ryan. James Cosmo står i rollen som Bill Bradwell som den solide klippe, patriarken, i familien og Sharon Small er kommet videre fra rollen som politiassisten Barbara Havers i ”Inspector Lynley” og spiller her den chokerede og bekymrede Rose Marshbrook, Stephens kone.

”The Bay” holder et fornemt højt niveau i både plot, cast og visuelt udtryk. Nu kan måske indvende, at mordsager, regn og rusk ikke motiverer voldsomt til at opsøge Morecambe Bay, men er man til at opsøge et mere stilfærdigt hjørne af England – når man ellers kan for corona-epidemien – så er dette hjørne i det nordvestlige England faktisk et godt bud. I første omgang kan du nøjes med at nyde et glimrende eksempel på en krimiintrige, der fortælles sendrægtigt og grundigt med sans for detaljerne og persongalleriets karakterer.

  • Titel: The Bay – Sæson 2
  • Original titel: The Bay – Season 2
  • Instruktør: Robert Quinn, Julia Ford
  • Skuespillere: Morven Christie, Daniel Ryan, James Cosmo, Taheen Modak, Jonas Armstrong
  • Genre: Krimi, Drama
  • Antal afsnit: 3
  • Spilletid i alt: 4 timer 30 min.
  • Produktionsselskab: Independent Television, Tall Story Pictures
  • Produktionsår: 2021
  • Release-dato: 
  • Censur: 15
  • Anmeldt af: Carsten Skov
  • Findes på: DRTV.dk
  • Billeder: ©  ITV

Sæson:5 out of 6 stars (5 / 6)
Billede:5 out of 6 stars (5 / 6)
Lyd:5 out of 6 stars (5 / 6)