Stasi FC

Der er ikke meget nyt i, at DDR var gennemsyret af overvågning, kontrol og styring. På samme måde er det ikke nyt, at sportsfolk i DDR i højere grad tjente et politisk mål end ædel moral i fredelig kappestrid. En britisk dokumentarudsendelse graver sig ned i fodboldklubben BFC Dynamos funktion og rolle som propagandaredskab for Stasi som organisation – og for Stasis øverste chef, Erich Mielke.

For et land, der ikke kunne udmærke sig med at frembringe industrielle produkter eller hente nævneværdige råstoffer i undergrunden, som omverdenen efterspurgte, måtte DDR indhente hæder og ære på andre områder. Først og fremmest sportsverdenen. Fodbold var den mest populære sportsgren i landet. Klubberne var organiseret omkring en virksomhed, organisation eller institution, således var BFC Dynamo ’front’-klub for Stasi.

”Stasi FC” beskriver, hvordan BFC Dynamo kom til at fungere som propaganda-redskab for regimet i almindelighed og for Stasi-chefen Erich Mielke i særdeleshed. I udsendelsen bliver en række centrale personer interviewet. Det gælder spillere, dommere, Stasi-informant og historikere, der tilsammen tegner et grimt billede af, hvordan fodboldspillet blev misbrugt.

Der var en stående strid mellem klubberne Dynamo Dresden, der var tilknyttet politiet, og BFC Dynamo. Førstnævnte klub vinder det nationale mesterskab i en årrække til stor irritation for Erich Mielke, der var formand for BFC Dynamo. Det lykkes Mielke at navigere – og manipulere – sig frem til 10 nationale mesterskaber i træk. ”Stasi FC” viser, hvordan udviklingen indebar almindelig kontrol af, at spillerne ikke viste tegn på at overveje republikflugt, hvordan vigtige kampe blev dømt af fodbolddommere, som var ’betalt’ for at dømme, som propagandaen nu tilsagde det og hvordan spillerne langt hen ad vejen havde lige så meget fokus på frygten for Stasi som på fodboldspillet.

”Stasi FC” beskriver begivenhederne omkring og efter Lutz Eigendorfs flugt den 20. marts 1979 i forbindelse med en venskabskamp i Vesttyskland. Lutz når at spille for flere vesttyske klubber, inden han 5. marts 1983 bliver dræbt ved en bilulykke – under omstændigheder, der aldrig blev uigendriveligt afklaret. Måske Stasis værk. Det bliver ligeledes beskrevet, hvordan 2 spillere på et senere tidspunkt slipper afsted med at komme væk fra deres hold på en tur til Jugoslavien. De kan så berette i udsendelsen, hvad flugten medførte for dem selv, deres familie og venner – og hvordan de oplevede tiden frem mod murens fald den 9. november 1989.

Erich Mielke blev aldrig stillet til ansvar for sine gerninger som Stasi-chef. I stedet blev han kendt skyldig for sin rolle som kommunistisk aktivist i drabet på 2 politibetjente så langt tilbage som i 1931. Til gengæld viser udsendelsen, hvordan han bliver totalt ydmyget, da Folkekammeret træder sammen 4 dage efter murens fald. Her forsøger han at forsvare sig mod de nye toner i den politiske virkelighed med at sige: ”Jamen, jeg elsker alle mennesker”. Han døde på et plejehjem i Berlin i 2000.

Som dokumentarudsendelse er ”Stasi FC” båret af en lang række personligt iagttagelser og oplevelser af Stasis virke i og omkring BFC Dynamo. En grim historie, der kun kan understrege det billede, der i dag kan tegnes af Stasi, både før og efter murens fald. Se den – og bliv mindet om et sidetema i beretningen om det kommunistiske styre i DDR.

  • Titel: Stasi FC
  • Original titel: Stasi FC
  • Instruktør: Arne Birkenstock, Daniel Gordon, Zakaria Rahmani
  • Genre: Dokumentar
  • Spilletid: 1 timer 27 minutter
  • Produktionsselskab: Corso Films, Embankment Films
  • Produktionsår: 2022
  • Release-dato: 1. december 2023
  • Censur: 11 (Danmark)
  • Anmeldt af: Carsten Skov
  • Findes på:  DRTV.dk
  • Billeder: © Corso Films, Embankment Films

Film:5 out of 6 stars (5,0 / 6)
Billede:4 out of 6 stars (4,0 / 6)
Lyd:4 out of 6 stars (4,0 / 6)