Saw X

En af de mest kontroversielle mainstream filmserier vender endnu engang tilbage med Saw X. Personer, der blot ønsker at se filmen pga. de mange tåkrummende fælder, vil nok blive en tand skuffet grundet dets mere dramatiske og personlige fokus på John Kramer/Jigsaw, men for store fans var dette en medrivende, kvalmeinducerende og, tro det eller ej, endda en rørende efterfølger, der langt overstiger de forrige tre film.

Efter hændelserne fra den første Saw film, søger John Kramer fortsat efter en måde at kurere hans dødelig kræft, der efterlader ham med få måneders levetid tilbage. Et fast medlem af hans støttegruppe for kræftpatienter meddeler en dag, at en illegal forretning har kureret ham gennem en kombination af avanceret medicin og en operation. Efter at John har opnået kontakt, rejser han over til Mexico for at få foretaget denne undergrundsprocedure ledet af den norske læge, Cecilia Pederson.

Hun meddeler efterfølgende, at proceduren var en stor succes, og John er klar til lykkeligt at omfavne sit nye liv, men han opdager dog pludseligt, at Cecilia og resten af det medicinske hold ikke er hvem de udgav sig for at være. Forrådt og med foragt for disse menneskers umoralske syn på menneskeliv, tager John i aktion som Jigsaw, for at teste, om disse personer virkelig sætter pris på det liv, de er blevet givet. Og som en karakter senere siger: ”Out of all the men to cheat, you picked John Kramer?”.

Ja, hele ti dele findes der nu omkring seriemorderen Jigsaw og de mareridtsskabende torturfælder. Mange ville sige, at serien for længst burde have været blevet lagt i graven, hvilket den også næsten gjorde, efter Saw VII, der først så en efterfølger syv år senere. Efter de utroligt skuffende og endda næsten forfærdelige sidste tre film (Saw VII, Jigsaw og Spiral) var jeg faktisk selv på grænsen til at følge denne tro, men med Saw X har serien trukket mig direkte tilbage i et jerngreb. Kevin Greutert, der også var instruktøren bag Saw 6 og 7, vender tilbage for at sætte serien på sporet igen ved at tage en ret ny tilgang til serien.

I filmene er det nemlig enten ofrene eller en betjent, der er filmens hovedperson, men for første gang er hovedpersonen selveste John Kramer. Dette valg gør Saw X til en stærk karakterundersøgelse for denne mere eller mindre sociopatiske mand, hvilket særligt er tilfældet i filmens første akt, der næsten er en ren slow burn drama. For nogle vil dette sikkert føles langtrukkent, men til trods for hvor meget det stak ud sammenlignet med de tidligere film, elskede jeg dette twist.

Den lange opbygning får virkelig en til at forstå denne vrede som John føler mod disse forfærdelige mennesker, samt får man mere indsigt i hans moralske kodeks, hvilket gør resten af filmen langt mere engagerende og hjerteskærende. Saw X følger den samme stærkt socialkritiske tilgang, som Saw VI især, ved at straffe dem, der har udnyttet og dehumaniseret desperate personer blot for at opnå profit, og i denne film har indlevelsen aldrig været stærkere. Det første akt bragte mig endda næsten til tårer, hvilket aldrig er sket før i serien, og dette skyldes uden tvivl den fantastiske Tobin Bell, der spiller John Kramer.

Når man tænker på Jigsaw, vil noget at det første der popper op uden tvivl være hans ikoniske, gysende stemme, der lyder fra videobåndene inden et offer skal til at udføre det mest utænkelige på sig selv eller en anden. Gåsehud viser sig hver eneste gang han dukker op, men noget der altid har gjort Jigsaw til en utrolig fascinerende gyserskurk, er hans menneskelighed og de konstant modstridende følelser man har for karakteren. Han er skyld i nogle af de mest sadistiske scener set på den store skærm, og alligevel kan man ofte ikke lade være med at føle med ham og prøve at sætte sig ind i hvorfor han handler, som han gør, og denne sympati skrues op på 11 i Saw X.

Tobin Bell leverer her en af de mest emotionelt stærke præstationer i hele serien, og det var først efter rulleteksterne havde kørt, at jeg fuldt ud indså, at jeg næsten fældede de største tårer af en skamløs seriemorder, hvilket virkelig taler for præstationens kraft og karakterens fantastiske dybde.

Shawnee Smith vender også tilbage som Jigsaws trofaste lærling, Amanda, og selvom fanfavorittens gensyn var længeventet, så giver hun desværre en lettere neutral præstation. Dette forbedres heldigvis jo længere ind i filmen man kommer, særligt når John og Amanda deler nogle rørende scener, men udover dette kan man ikke lade være med at længes efter den mere energiske Smith fra tidligere film.

Nu finder filmen desuden også sted for omkring 18 år siden, og derfor er man nødt til at smide realismen direkte ud ad vinduet, da filmen overhovedet ikke har forsøgt at få skuespillerne til at se yngre ud. Men valget om at spare skuespillerne for et tandsmørslag af make-up, eller et risikofyldt forsøg med computergrafik, er alligevel langt bedre end at smide et skævt, falsk overskæg på Samuel L. Jackson og en omvendt kasket på Chris Rock, som under flashbackscenerne i Spiral.

Men uanset hvad, vil man altid se mest frem til de nyeste fælder, når man træder ind til en næste Saw film, så hvordan er de i Saw X? Selvom jeg ikke føler, at nogle af fælderne i filmen overstiger nogle af de mest ikoniske, så som den omvendte bjørnefælde eller kanylehullet, så er mindst to af dem i Saw X så grusomme og detaljerede, at jeg holdt mig fra mine popcorn i mindst 10 minutter efter scenerne endte og skar ansigt så hårdt at jeg nærmede mig en migræne. Effekterne er bogstaveligt talt blødende smukke på den mest forfærdelige måde, og sammen med nogle meget overbevisende og foruroligende præstationer fra ofrene, så skuffede fælderne ikke på nogen måde.

Til trods for at disse ofre er nogle af de mest forhadte i hele serien, kan man ikke undgå at føle stor sympati med dem og selv forestille sig, hvad pokker man selv ville gøre i disse situationer. Her må man endnu engang sige farvel til realismen, da de færreste personer i virkeligheden ville have så stor mental og fysisk styrke til at udføre bare halvdelen af hvad ofrene i Saw X gør. Så selvom fælderne ikke er helt så teatralske og ikoniske som nogle af de andre, så er de uden tvivl nogle af de voldsomste.

Selvfølgelig har Saw X også dets forventede plot twist, der skydes i gang af den ikoniske og adrenalinpumpende titelmusik. Twistet var desværre ikke helt så chokerende eller intens som mange af de tidligere film, og især ikke som i den første film, der uden tvivl fortjener at blive set som et af de bedste plot twists i filmhistorien. Men til trods for dette, og til trods for at der er nogle tydelige huller i logikken, så er det stadig et meget solidt twist, som stærkt gav mig lyst til at gense filmen med det samme.

Saw X var faktisk så tæt på at være en ny favorit lige indtil selve slutningen, hvor den desværre falder hårdt på målstregen og efterlader mig både skuffet og ret forvirret. Meget var mesterligt bygget op igennem hele filmen, så mine forventninger til slutningen kvalte mig med både ærefrygt og ren frygt for om jeg overhovedet ville kunne klare klimakset, men af alle de forudsigelser jeg havde i tankerne, så fik jeg serveret det helt modsatte.

Et af de værste måder, man kan ende en film med, er ren forvirring blandet med et antiklimaks, og det var desværre hvad jeg følte i slutningen af Saw X. Skaberne har allerede offentliggjort en Saw XI, og derfor håber jeg desperat på, at den næste film bygger direkte videre på denne slutning. Men selv hvis det er tilfældet, så burde Saw X have understreget slutningen som værende en overgang til den næste film meget tydeligere i stedet for at ende så frustrerende uforløst.

Til trods for det tragiske i at filmens svageste del er slutningen, så viser Saw X sig stadig i sidste ende som værende et af de stærkeste i denne utroligt lange gyserfilmsserie, og det er bare imponerende. Resten af filmen var nemlig en kæmpe rutsjebane af alle de menneskelige følelser smeltet sammen: Glæde, sorg, frustration, ængstelighed, foragt, vrede, medfølelse, afsky og meget mere. Kevin Greutert giver den udbrændte serie et tiltrængt og forfriskende skud adrenalin ved at dykke dybt ned i John Kramer som person ved blandt andet at holde sig rent til dramagenren under filmens første 30-40 minutter. Da jeg spændt satte mig ind for at se filmen med en god dosis blod på tanden, havde jeg aldrig forventet at være på grænsen til at stortude ned i de allerede saltede popcorn.

Som et piskesmæk udskiftes denne følelse løbende med ren rædsel og en kamp mod min brækrefleks, når nogle af de mest kvalmende fælder i hele serien viser sig. Denne kombination af modstridende følelser, gør Saw X til et af de mest intense oplevelser i biografen, og en film, som jeg hjerteligt kan anbefale. Loyale fans af Saw vil blive stærkt tilfredse over denne efterfølger, der klart overstiger de tre sidste film med flere længder. Tobin Bell har aldrig været bedre eller mere sympatisk som John Kramer/Jigsaw, og med Shawnee Smith tilbage som Amanda, kunne vi ikke blive mere forkælet. Personer, der blot kommer for at se de berygtede fældescener og ikke har skænket historien en tanke, vil måske fange sig selv i at tjekke tiden et par gange, men for resten ville det ikke føles som en underdrivelse, når man siger, at Saw er tilbage.