I anledning af den kommende og længeventede tredje del af Riget, er en restaureret udgave af de første to sæsoner nu tilgængelig på Viaplay og senere DR. Man har nu mulighed for at få gensyn med Lars Von Triers ikoniske og foruroligende skabning, hvilket kun kan anbefales. Den henrivende bizarre serie er, til trods for nogle få mangler i sæson to, uden tvivl ét af Von Triers mest elskede iblandt sine fans og holder stadig selv 25 år senere.
På Rigshospitalet i København begynder medarbejdere og patienter langsomt at opleve mystiske hændelser, der omplicerer deres allerede hektiske og problemfyldte hverdag. Særligt én hypokondrisk patient ved navn Drusse er overbevist om, at hospitalet er hjemsøgt af en hvileløs pige, og med sin psykiske forbindelse opdager hun, at hospitalet er under fare for en mørk og dæmonisk kræft. Hvad der følger, er blandt andet en mystisk graviditet, en okkult forsamling, et afsavet hoved, en indsat kræftsvulst, og ikke mindst introduktionen til den frastødende ”lillebror”.
Riget er med denne restaurerede udgave vendt tilbage for endnu engang at trække os væk fra vores trygge rammer og ind i et utroligt uforudsigeligt og skrækindjagende univers. Serien er nu udstyret med et klarere billede og bedre lyd, men uden at fjerne dens ikoniske gule og kornede udseende, der var med til at opbygge dens sygelige atmosfære. Serien stammer fra midt 90’erne, og visse effekters alder ville dermed uundgåeligt vise sig, men i dette tilfældet er selv de mest daterede effekter faktisk meget passende og med til at øge den allerede ubehagelige og surrealistiske stemning, som serien drukner seerne i.
Serien er også spækket med fantastiske skuespillere i topform, der sælger manuskriptet til perfektion. Iblandt dem er Søren Pilmark, Udo Kier, Peter Mygind, Ghita Nørby, Holger Juul Hansen, og mange flere. To af de stærkeste præstationer findes dog i form af Ernst-Hugo Järegård, som spiller Helmer, en svensk overlæge, der har et brændende foragt for danskere, samt Kirsten Rolffes, som spiller den utroligt elskværdige Drusse, der charmerer sig igennem hele serien uden at miste pusten. Begge er mindeværdige på hver deres måde, hvilket især er imponerende med Helmer, som er en karakter, man elsker at hade.
Lars Von Triers indblanding i Dogme95 ses også i seriens dokumentariske kameraførelse, der mesterligt er med til at skabe klaustrofobi, kaos, ubehag og endda humor, hvilket også støttes af dens pludselige og effektive klipning. Denne imponerende balance, der ondsindet leger med seernes følelser, ses også, når serien gentagne gange går fra at være charmerende og morsom i det ene sekund til kvældende nervepirrende og foruroligende i det andet. Hver episode ender endda altid på en mindeværdig cliffhanger, men særligt er det værd at nævne den sidste episode i første sæson, der uden tvivl er et af de mest chokerende på dansk tv. Til trods for dette, griner man mere i Riget end man gør i de fleste komedieserier, hvilket blot cementerer Von Trier, som et multitalent med sans for effektiv komisk timing.
Det er svært at finde mangler i første sæson af Riget, men ved anden sæson faldt kvaliteten en smule. De mange sidehistorier føltes ikke nær så relevante for hovedplottet, og det blev lidt svært altid at holde interessen oppe, særligt når man fulgte blandt andet Moesgaard. Den diskrete men effektive humor i sæson 1 tager også et mindre fald, hvor den bliver mere direkte og lettere fjollet, hvilket blot ender med at føltes malplaceret. Sæson 2 ender dermed som en mere rodet og uinteressant sæson, men er stadig en chokerende og mindeværdig efterfølger, der
endte på endnu en kaotisk og frustrerende cliffhanger.
Riget Sæson 1 og 2 er en mesterlig miniserie skabt af en af Danmarks mest velfortjent respekterede instruktører, og den skaber lige så meget gru og forargelse, som den gjorde for 25 år siden. Med den lange ventetid imellem sæson 2 fra 1997 og den kommende Riget Exodus, ville det være en underdrivelse at sige, at forventningerne og nysgerrigheden er på sit højeste, og jeg kan personligt ikke vente med at se, hvordan Lars Von Trier vil fascinere og ikke mindst chokere os denne gang.
Riget Sæson 1 og 2 er tilgængelig på Viaplay nu, mens Riget Exodus har premiere på Viaplay til efteråret og senere på DR.
- Titel: Riget Sæson 1 og 2
- Originaltitel: Riget Sæson 1 og 2
- Instruktør: Lars von Trier
- Skuespillere: Søren Pilmark, Kirsten Rolffes, Ernst-Hugo Järegård, Udo Kier, Peter Mygind
- Genre: Drama, Komedie, Gyser
- Antal afsnit: 8
- Spilletid i alt: 9 timer 21 minutter
- Produktionsselskab: Zentropa Entertainments, DR, Det Danske Filminstitut
- Produktionsår: 1996 og 1997
- Release-dato: 9. august 2022
- Censur: 15
- Anmeldt af: Maja Lund Kristensen
- Findes på: Viaplay
- Billeder: © Viaplay – Zentropa
Serie: | (5,0 / 6) |
Billede: | (4,0 / 6) |
Lyd: | (5,0 / 6) |