Nattehimmel

Med ”Nattehimmel” udmærker sig ved at kombinere det stille kammerspil med science fiction-elementer. I et sindigt tempo foldes personkarakteristik og drama ud frem mod en afslutning, der kan få en til at tromme utålmodigt på sofabordet efter en sæson 2.

Sissy Spacek og altid solide J. K. Simmons spiller det ældre ægtepar, Irene og Franklin York, som lever et stille liv i egen bolig langt fra hektisk storbyliv. Franklin har et tydeligt håndværker-gen, så han passer og vedligeholder huset selv. Og så er han samtidig yderst omsorgsfuld over for Irene, hvis helbred skranter bekymrende.

De oplever dog jævnligt adspredelse ved at benytte en hemmelig portal under Franklins værksted til at drage ud i rummet for at iagttage et goldt landskab på en ikke nærmere specificeret planet. Det lyder måske fortænkt, men det giver straks lidt mere mening, de finder en yngre bevidstløs mand, Jude, under et af deres rumbesøg.

Jude er meget hemmelighedsfuld, siger ikke så meget men forstår dog engelsk. Irenes og Franklins viser Jude omsorg og tager ham til sig – om end de i første omgang låser døren til det værelse han sover i. Efter noget tid begynder Jude at fungere som deres helt egen hjemmepleje.

I Argentina bliver en mor, Stella, og hendes datter, Toni, opsøgt af en person, som mener at moderen har en mission at opfylde. Umiddelbart er der ikke nogen sammenhæng med Irene og Franklin, men det er der måske alligevel …

Den foreløbige kulmination i afsnit 8 lover yderligere begivenheder – og en opklaring af, hvor den hemmelige portal kommer fra, hvem, der kontrollerer den – og hvad det er for en planet, som Irene og Franklin har besøgt så ofte. Det stilfærdige tempo og stemningen af noget ukendt, måske utrygt, holder fint den samme linie serien, selv om instruktionen er lagt i hænderne på hele 7 forskellige instruktører.

Historien bliver fortalt nærmest i slowmotion-tempo, men det giver til gengæld et fornemt rum for Sissy Spacek og J. K. Simmons til at vise en særligt øm indlevelse som selvhjulpne pensionister. Jeg krydser fingre for, at der bliver mulighed for at følge historien i en sæson 2.

  • Titel: Nattehimmel
  • Originaltitel: Night Sky
  • Instruktør: Philip Martin, Juan José Campanella, Shari Spring Berman
  • Skuespillere: Sissy Spacek, J. K. Simmons, Chai Hansen, Kiah McKirnan, Adam Bartley
  • Genre: Drama, Eventyr, Science Fiction
  • Antal afsnit: 8
  • Spilletid i alt: 7 timer 13 minutter
  • Produktionsselskab: Amazon Studios, Legendary Television, Mosaic
  • Produktionsår: 2022
  • Release-dato: 20. maj 2022
  • Censur: TV-14 (USA)
  • Anmeldt af: Carsten Skov
  • Findes på: Amazon Prime
  • Billeder: © Amazon Prime
Serie:5 out of 6 stars (5,0 / 6)
Billede:4 out of 6 stars (4,0 / 6)
Lyd:5 out of 6 stars (5,0 / 6)