KAMIKAZE FÅR PREMIERE TIL NOVEMBER PÅ HBO MAX

Den første danske Max Original-serie, Kamikaze, får premiere på HBO Max i Danmark til november. Serien har for nylig haft verdenspremiere på festivalen ’Series Mania’ i Lille i Frankrig, hvor Marie Reuther, som spiller hovedrollen i serien, vandt prisen for ’Bedste skuespillerinde’ i den internationale konkurrence.

Kamikaze er en ny, stærk dramaserie fra HBO Max. Serien følger den 18-årige, fandenivoldske og charmerende Julie (Marie Reuther) på en genopdagelsesrejse, efter at hun har mistet sine forældre og bror i et flystyrt. Pludselig er Julie efterladt alene i et kæmpe palæ med to dyre biler i garagen, og hun har i princippet alt det, andre kun drømmer om: ungdom, skønhed og penge – masser af penge. Men materielle goder betyder ingenting for Julie længere, og hun er tvunget til at genfinde meningen med livet. Derfor begiver hun sig ud på en turbulent og vild rejse, der fører hende fra hjemlandet, Danmark, til alle hjørner af verden. Serien er baseret på Erlend Loes roman, Muleum.

I Kamikaze medvirker desuden Charlotte Munck (Astrid, Julies mor), Johan Rheborg (Thomas, Julies far), Mads Reuther (Tom, Julies bror), Aleksandr Kuznetsov (Krysztof) Carla Philip Røder (Constance), Vidhi Kastebo (Sofia) og Casper Kjær Jensen (Micke) og Anders Matthesen (Psyko-Bo).

Kamikaze, 8×30”, er den første danske originalproduktion fra HBO Max, produceret af Ditte Milsted fra produktionsselskabet Profile Pictures. Serien er adapteret og skrevet af manuskriptforfatter Johanne Algren, konceptualiseret af Annette K. Olesen og instrueret af Kaspar Munk. Seriens executive producers for HBO Max er Camilla Curtis, Hanne Palmquist, Christian Wikander, Steve Matthews og Antony Root.

Kamikaze er produceret med støtte fra Public Service Puljen samt udviklingsstøtte fra Creative Europe Media programme of the European Union.

HBO Max, WarnerMedias direct-to-consumer tjeneste, lanceres i Europa den 26. oktober, hvor Sverige, Danmark, Norge, Finland, Spanien og Andorra bliver de første seks europæiske lande, hvor den helt nye streaming-oplevelse vil være tilgængelig.

I 2022 vil HBO Max blive tilgængelig i følgende 14 markeder, som en del af den gradvise globale lancering: Bosnien-Hercegovina, Bulgarien, Kroatien, Tjekkiet, Ungarn, Moldova, Montenegro, Nordmakedonien, Polen, Portugal, Rumænien, Serbien, Slovakiet og Slovenien. Lancering i flere markeder er også planlagt til næste år.

Kilde: HBO Max / Billeder: © HBO Max