Sex Education – Sæson 3

”Sex Education: Sæson 3” er en følelsesfest, der hylder kærligheden i alle dets dimensioner. Forbered dig på de sjoveste, varmeste, dybeste og mest hjerteskærende øjeblikke. Sæt dig godt til rette, hav lommeletterne klar og gør plads i kalenderen, for når du først har trykket start, er det umuligt at slippe Otis, Maeve, Aimee, Eric, Adam og alle de andre.

Sæson 3 samler op et par måneder efter den nervepirrende cliffhanger fra sæson 2. Sommerferien er ovre og eleverne på Moordale Secondary vender tilbage til hverdagen på skolen. Men den nye rektor har store planer for ændringer på Moordale, der skal forsøge at redde skolens offentlige image. Samtidig har skolens elever som altid brug for hjælp til at navigere deres komplicerede og forvirrende liv som hormonforstyrrede teenagere. Men Otis og Maeve er ikke på talefod, og sex-klinikken er derfor ikke til rådighed.

”Sex Education” har karaktererne i centrum. Ser man på det store cast af ”Sex Education” kunne man godt blive bekymret for, at serien skulle falde ned i afgrunden af endimensionelle karaktere og underudviklede subplots, som så mange andre serier i dag. Men sæson 3 formår at skabe nuancerede og betydningsfylde plotlinjer til alle karaktererne i både store og små roller, og det er blot med til i endnu højere grad fortrylle og inddrage seeren i en handling, der aldrig står stille. Dette er yderligere hjulpet på vej af et utroligt talentfuldt cast.

Med sit stærke fundament i plot, karaktere og tematisering kan det være nemt at overse det fantastiske filmiske arbejde, der finder sted i ”Sex Education: Sæson 3”. Man lægger ved første øjekast ikke mærke til de mange kreative sets, interessante kameravinkler og bevægelser. Men det er disse detaljer, der hæver seriens storytelling til det næste niveau, og er derfor værd at nævne.

”Sex Education” er fast besluttet på at blotlægge alle livets former og farver, og serien håndterer smukt at bearbejde komplekse problemstillinger og stille vigtige spørgsmål. Dette gør sig gældende for serien som helhed men ikke mindst sæson 3. Det er ikke sikkert, at du som seer vil kunne relatere til alle karakterernes problemer og prøvelser, men du vil næsten med sikkerhed kunne relatere til én.

Der er ingen tvivl. ”Sex Education” er og bliver blandt de bedste serier på Netflix til dato.

  • Titel: Sex Education: Sæson 3
  • Original titel: Sex Education: Season 3
  • Instruktør: Ben Taylor, Runyararo Mapfumo
  • Skuespillere: Asa Butterfield, Gillian Anderson, Ncuti Gatwa, Emma Mackey, Connor Swindells
  • Genre: Komedie, Drama
  • Antal afsnit: 8
  • Spilletid i alt: 7 timer 20 minutter
  • Produktionsselskab: Eleven Film
  • Produktionsår: 2021
  • Release-dato: 17. september 2021
  • Censur: 16 (IMDB)
  • Anmeldt af: Ellen Jespersen
  • Findes på: Netflix
  • Billeder: ©  Netflix

Sæson:5 out of 6 stars (5 / 6)
Billede:5 out of 6 stars (5 / 6)
Lyd:5 out of 6 stars (5 / 6)