Jack Ryan – Sæson 3

Action-film og -serier kan være ren eskapisme fra en virkelighed, der er lige en tand for brutal og faretruende. Der kan også være tale om et setup, der lægger sig nervepirrende tæt op ad aktuelle og igangværende konflikter. Sæson 3 af Tom Clancy’s ”Jack Ryan” hører hjemme i sidstnævnte kategori. Så hvis man bider negle og sover dårligt over krigen i Ukraine, kan det være en ide at se sig om efter andet materiale.

Udgangspunktet for plottet er en tilspidset politisk situation, hvor Tjekkiets præsident – en kvinde, hvilket i sig er en smule usædvanligt i Tom Clancy’’s univers – lufter tanken om at opstille Nato-missiler i sit land som modsvar på russisk fremfærd i Ukraine. Samtidig spøger Sokol, et gammelt projekt fra før Murens fald, som går ud på at genskabe fordums sovjetisk storhed og dominans med militære midler. Projektet blev skrinlagt tilbage i 1969, men en fraktion i den russiske politiske top synes opsat på at genoplive det – med alt, hvad det indebærer af snigmord og undergravning af toppen i både egne og modstanderens rækker.

Nu ville det ikke være Jack Ryan, hvis der ikke var flere lag og twists i handlingen. Jack er således oppe mod både stærke russiske modstandere og indflydelsesrige bureaukrater i og omkring CIA. Mange effektive klip, som samtidig formår at emme af stemning fra Washington, Wien, Athen – og ikke mindst Moskva.

Jack Ryan bliver igen spillet af John Krasinski. En lidt for pæn og karakterløs figur. Der er til gengæld gods i hans sidekick, James Greer, der er i denne serie er muslim og som i øvrigt – som Jack – har lagt sig ud med magtpyramiden i CIA og det politiske parnas. Han spilles udtryksfuldt af Wendell Pierce. Ikke helt så karakteristisk som James Earl Jones i ”Jagten på Røde Oktober”, men dog ganske effektivt. Michael Kelly dukker op i kredsen omkring Jack med bagagen fuld af nyttige kontakter og beskidte tricks. På sin vis samme karakter som da han spillede Francis Underwoods højrehånd Doug Stamper i ”House of Cards”. Og så er det ikke mindst ganske pudsigt at se danske Gordon Kennedy dukke op som russisk informant over for CIA.

Handlingen er kompleks og alt andet end strengt lineært. Et puslespil, der lige akkurat løbende får lagt de brikker, der er absolut nødvendige for at holde spændingen oppe. En handling, der lægger sig tæt op ad virkeligheden men uden at blive rigtigt ’farlig’. Med andre ord: Solid underholdning – med respekt for Tom Clancys figurer og handlingskonstruktion.