Harold Frys usandsynlige pilgrimsfærd

Der kan ligge gribende og dybe begivenheder bag resignationen i et stille livets efterår. Det pensionerede par Harold og Maureen lever et sådan liv. Tavsheden er udtalt mellem dem, som har de ikke længere så meget at sige hinanden. En dag får Harold et brev fra en kvindelig kollega, Queenie, der er kommet på hospice. Det bliver starten på en proces, hvor Harold konfronterer et dybt traume og hvor forholdet til Maureen bliver udfordret og måske alligevel bliver tilført ny energi og inderlighed.

”Harold Fry’s usandsynlige pilgrimsfærd” fortæller historien om Harold og Maureen med sjælden indlevelse og sarthed. Harold gør noget så sjældent som skrive et brev som svar til sin kollega. På vejen til postkassen får han i første omgang den indskydelse at poste brevet et andet sted. I en kiosk falder han i snak med den unge pige ved kassen om brevets indhold. Hun sår den tanke, at troen på lindring er en vigtig målsætning i sig selv. Det fører så til, at Harold sætter ud på en rejse til fods til kollegaen, der ligger på hospice. Blot er der den detalje, at der er godt 700 kilometer fra Devon, hvor Harold bor, til Berwick-upon-Tweed og Harold er kun iført sejlersko, som indlysende ikke er til lange vandringer.

Der går noget tid, før det går op for Maureen, at Harold ikke bare gået til postkassen. Han ringer dog hjem for at fortælle, hvor han er på vej hen – til stor undren og frustration, grænsende til vrede, for Maureen, der blandt siger: ”Du har aldrig gået længere end ud til bilen?”

På sin rejse møder Harold mange mennesker, som på vidt forskellige måder bidrager til Harolds opdagelse af livskvaliteter, der bryder med det stille, tilknappede liv. Ved et tilfælde havner historien om Harolds rejse i pressen og snart får han et større entusiastisk heppende følge. Harold er et i bund og grund venligt menneske, så han lader postyret gå for sig, men han ender dog med at krænge det af sig inden han når til målet. Maureen er et øjeblik en smule i tvivl om Harolds relation til kollegaen, men hun når faktisk frem til at opmuntre Harold til at gennemføre rejsen, da han kort før målet er ved at miste modet.

Filmen emmer af stemning og sans for detaljer og miljø. Der er på den ene side noget trøstesløst over de nedslidte byer og miljøer, som Harold passerer på sin vej. På den anden side oplever Harold – og bidrager i øvrigt i høj grad selv til – en hjertevarme, der får ham til at blive ved med … at sætte det ene ben foran det andet.

Hovedrollen som Harold Fry udfyldes storslået af Jim Broadbent, der kendes fra en bred vifte af store produktioner, blandt andet rollen som Bridget Jones’ indeklemte far. Som Harold Fry fylder han lærredet ud med en selvfølge, der i dén grad forleder en til at tro, at man er i gang med at se en dokumentarfilm. Det samme gælder Penelope Wilton som den forknytte Maureen. Hun er nok først og fremmest kendt fra rollen som Isobel Crawley i ”Downton Abbey”. I denne film leverer hun en særdeles overbevisende præstation som Maureen, der bliver revet med af Harolds rejse i et brud med de traumer, der har præget hendes og Harolds liv i årtier. Personerne er tegnet med den fineste fornemmelse for at fange et ordløst udtryk. Stor cadeau til instruktøren Hettie Mcdonald, der har omsat Rachel Joyces roman af samme navn til et fornemt karakterstudie.

Historien om Harold Fry er en historie om, hvor vigtigt det er at tro på livet og på de myriader af muligheder, der byder sig, hvis man ellers har øje for dem. Det er også historien om, hvor vigtigt det er at blive ved med at tale sammen, at række ud efter hinanden. En sjældent smuk film.