True Lies

Endnu en biograffilm har fundet vej til nyfortolkning i serieform. ”True Lies” brygger videre på formlen på den film, som Arnold Schwarzenegger og Jamie Lee Curtis gjorde særdeles seværdig. I serieudgaven lever computersælgeren Harold Tasker et kompliceret dobbeltliv. På den ene side er han den forsigtige ægtefælle, der passer på børn og sin kone, Helen, og på den anden er han en særdeles kompentent agent, der bliver sat ind i den ene kritiske feltoperation efter den anden. 

Tilfældigheder – nogen vil sige uheld – vil imidlertid, at Harolds kone opdager hans dobbelt-identitet og bliver faktisk selv indrulleret som agent. Som agent går Harold til opgaverne med et 3-mands team – 4-mands, da hans kone kommer med – og en teknisk servicevogn i ryggen. Adgang til selv topsikrede sikkerhedssystemer og -kameraer opnås med et snuptag – og lidt hacking. Harold har stærke kompetencer i nærkamp – og Helen opnår det også efter en smule omskoling. Så langt så godt. Banen er nu kridtet op til, at ægteparret sammen lever et dobbeltliv i forhold til deres børn og at deres forhold i almindelighed er udfordret af deltidsjobbet som agent.

Problemet er bare, at manuskriptet er stærkt forsimplet og at personbeskrivelsen tilsvarende er overfladisk. Steve Howey træder i Schwarzeneggers fodspor og har faktisk en fin balance mellem det alvorlige og det komiske element. Til gengæld bliver Ginger Gonzaga fremstillet alt, alt for fjollet. Det er forståeligt nok kan være vred og frustreret over at opdage dobbeltlivet, når hun som sprogforsker og husmor ’bare’ skal sørge for mad, tøjvask og andre huslige pligter. Men at sende hende i felten som agent uden fornemmelse for opgaverne og identiten, virker bare urealistisk, selv på seriens komedie-forudsætninger.

Serieudgaven af ”True Lies” placerer sig i et familievenligt komisk segment, hvor volden ikke er for voldsom og hvor sex aldrig bliver bogstavelig. Den er bare ikke særligt morsom. Selveste James Cameron var instruktør på den oprindelige film, står krediteret for manuskriptarbejde på serien – og det bør han ikke være så stolt af.

  • Titel: True Lies
  • Originaltitel: True Lies
  • Instruktør: David Barrett, Mary Lou Bellli, Anthony Hemingway, Jay Karas, Gina Lamar m.fl.
  • Skuespillere: Steve Howey, Ginger Gonzaga, Mike O’Gorman, Erica Hernandez, Annabella Didion
  • Genre: Action, Eventyr, Komedie
  • Antal afsnit: 13
  • Spilletid i alt: ca. 9 timer og 45 minutter
  • Produktionsselskab: Flying Glass of Milk Productions, Lightstorm Entertainment m.fl.
  • Produktionsår: 2023
  • Release-dato: 10. maj 2023
  • Anmeldt af: Carsten Skov
  • Findes på: Disney+
  • Billeder: © Disney+

Serie:3 out of 6 stars (3,0 / 6)
Billede:4 out of 6 stars (4,0 / 6)
Lyd:4 out of 6 stars (4,0 / 6)