Furia

En furie er betegnelsen for en rasende kvinde, og en hævngudinde i romersk mytologi. I serien ”Furia” er det betegnelsen for nøglefiguren i højreekstreme kredses bestræbelser på at destabilisere Norge, Tyskland og i sidste ende hele Europa. Et tankespind, der i et norsk-tysk samarbejde er blevet til en flot og intenst spændende serie.

Asgeir er en hårdt prøvet alenefar, der har slået sig ned i Vestvik, en lille fiktiv, idyllisk by i Nordnorge. Han har fået en ny identitet efter at være jagtet af den russiske mafia. Tilfældigt bliver Asgeir blandet ind en lokal konflikt, der leder ham på sporet af en højreekstremistisk gruppe, som mødes i en hytte under foregivende af at planlægge jagtture.

Han nærmest bogstaveligt falder over Ragna, der viser sig at være gået undercover i gruppen – og som har vundet dens tillid med sine rabiate skriverier. Hensigten er at trænge ind til Cato, selve hovedmanden i et grænseoverskridende netværk, som har rettet blikket mod det forestående forbundsdagsvalg i Tyskland. Asgeir og Ragna er løbende i kontakt med hinanden og Ragna nærmer sig stadig mere klimakset, den store terrorhandling, som hun er gået undercover for at afdække.

Forbindelsen til Tyskland tager form af kontakt mellem Asgeir, Ragna og den tyske efterretningsofficer, Kathi. De politiske hensyn og forviklinger op til valget driver imidlertid Kathi ud på et sidespor, samtidig med at en muldvarp synes at levere kritisk inside-information til højreekstremisterne.

Nu skal jeg selvfølgelig være varsom med at beskrive handlingen yderligere. Spoilers skulle jo nødig ødelægge fornøjelsen for dem, der måtte få lyst til at se Furia. Til gengæld vil jeg bemærke det følsomme i den norske del af historien i ”Furia”. Med mordene på Utøya i baghovedet kan det synes vovet at gå skridtet videre fra den en enkeltpersons terrorhandling til at tænke i et omfattende højreekstremistisk netværk med stærke relationer på tværs af grænser. ”Furia” er imidlertid en på én gang tankevækkende og simpelt medrivende thriller-serie.

Dertil kommer, at serien er filmet med storslået norsk natur som backdrop og med et cast, der giver figurerne liv som mere end udvendige klicheer. Ine Maria Wilmann glimrer i rollen som Ragna, som har tabet af sin søster med som tragisk ballast i undercover-tilværelsen. Pål Sverre Hagen spiller Asgeir, der savner at kunne slå sig ned og leve et almindeligt liv. Preben Hodneland spiller Ole, en central driftkraft i terror-netværket. Og endelig er der Nina Kunzendorf, der trodser sine foresatte fordi hun tror på Asgeir og Ragna.

”Furia” er gedigen spændings-underholdning med en politisk vinkel, der på ingen måde kan siges at høre hjemme i ’feel-good’-kategorien.

  • Titel: Furia
  • Original titel: Furia
  • Instruktør: Magnus Martens, Lars Kraume
  • Skuespillere: Ine Marie Wilmann, Nina Kunzendorf, Pål Sverre Hagen, Preben Hodneland, Christian Berkel
  • Genre: Thriller
  • Antal afsnit: 7
  • Spilletid i alt: 5 timer 15 minutter
  • Produktionsselskab: Monster Scripted AS, XS-Filme Creative Pool
  • Produktionsår: 2021
  • Release-dato: 26. september 2021
  • Censur: 15
  • Anmeldt af: Carsten Skov
  • Findes på: Viaplay
  • Billeder: ©  ZDF/Viaplay
Serie:4 out of 6 stars (4,0 / 6)
Billede:5 out of 6 stars (5,0 / 6)
Lyd:4 out of 6 stars (4,0 / 6)