Jojo Rabbit

JoJo Rabbit er en komedie drama skrevet, instrueret og produceret af Taika Waititi (Thor: Ragnarok). Det er en adaption af Christine Luenens bog Caging Skies og Waititi vandt en Academy Award for bedste adapteret manuskript ved dette års Oscars. Man følger den 10-årige dreng Johannes “Jojo” Betzler og hans fantasiven, Adolf Hitler, i den sidste tid af anden verdenskrig. Jojos Nazistiske holdninger bliver sat på prøve da han finder jøden Elsa gemt i sit hus.

Der er ingen tvivl om at Jojo Rabbit er en satire på Hitler og det nazistiske regime, og filmen starter stærkt ud med nogle rigtig gode scener mellem Jojo (Roman Griffin Davis) og Hitler. De lægger en rigtig god bund for resten af filmen og hvorfor Jojo har følt det nødvendigt at navigere verden med Hitler som sin fantasiven.

Det er også en virkelig sjov måde at inkorporere Hitler og hans idealer på, hvor man ikke kan tage det alt for seriøst, men at man alligevel kan føle alvoren i de samtaler han har med Jojo.

Det kommer især til udtryk efter Jojo finder Elsa og den konflikt han pludselig ender i med sig selv og sine patriotiske holdninger.

Scarlett Johansson er Jojos mor Rosie og de to har et vidunderligt forhold som bliver vist gennem smådrillerier og en fantastisk dialog ved middagsbordet.

Der var dog scener mellem Rosie og Elsa, som jeg ikke synes passede ind. Det er meningen filmen er fra Jojos synspunkt, det er ham og hans oplevelser man følger og pludselig sker der noget, hvor han ikke er til stede. Det er scener skabt til at give Elsa og Rosie mere dybde, men det ødelægger den ellers gode vinkel af at se historien fra en 10-årig drengs synspunkt.

Yorki, en af Jojos venner, er også et herligt input som i løbet af filmen virker til at kommentere det man som seer sidder og tænker.

Der er små hints i filmen, hvor man får en fornemmelse af hvad der kommer til at ske med nogle af karakterene. Man kunne måske tænke at det ødelægger filmen lidt når man kan forudse en del af handlingen, men for mig gav det en ekstra dybde og en følelse af ubehag. Det er måske en komedie, men den handler også om mennesker i krig og at det ikke altid ender godt for de gode. Jojo Rabbit er en god satirisk film, der tager fat i mange tunge emner i en mørk tid af verdens historien, men den formår alligevel at vise det komiske i det fanatiske, hvilket tydeligt ses på et tidspunkt hvor Gestapo gør sin entré, og ikke mindst i scenografien og musikken.

I Jojo Rabbit er der, i modsætning til mange andre 2. Verdenskrig film, skruet op for farverne. Det er både bygninger, interiør og Rosies fashionable tøj. Musikken er fra The Beatles og David Bowies tyske versioner af deres egne sange og selvom det tidsmæssigt er forkert giver det en god kontrast igennem filmen.

Jeg blev mindet stærkt om Charlie Chaplins Diktatoren fra 1940 som også bruger en intelligent og barnlig humor til at kritiserer nazisterne og gøre grin af Hitler. At Waititi, som betegner sig selv som en polynesisk jøde, spiller Hitler er i sig selv komisk.

Jeg ville gerne have set mere af Jojo og Hitler Jugend lejren da det for mig var et virkelig sjovt koncept at se satirens svar på indoktrinering af børn og Sam Rockwell (Iron Man 2) var helt perfekt som lejr lederen Kaptajn Klenzendorf.

Filmens afslutning satte også flere spørgsmål i gang end den besvarede. Om det er godt eller skidt er op til en selv, men jeg syntes slutningen var en smule tynd med en masse løse ender.