Chappie blu-ray anmeldelse
Anmeldelse skrevet af Rasmus Krarup
Zone: A-B-C = kodefri (DK udgave)
Spilletid: 2 timer
Lyd: DTS HD Master Audio 7,1: Engelsk
Undertekster: Dansk, Svensk, Norsk, Finsk, Engelsk
Aspect Ration: MPEG-4 AVC 2.40:1 High Definition 1080/24p
Blu-ray udgivelsesdato: 21. august 2015
Distributør: Universal Sony Pictures Home Entertainment
Antal disc: 1 = blu-ray
Genre: Action/Sci-fi
Biograf premiere: 5. marts 2015.
Instruktør: Neill Blomkamp
Manuskript: Neill Blomkamp og Terri Tatchell
Producere: B.la. James Bitonti, Neill Blomkamp & Victoria Burkhart
Fotograf: Trent Opaloch
Klip: Julian Clarke & Mark Goldblatt
Musik: Hans Zimmer
Skuespiller:
Sharlto Copley som Chappie
Dev Patel som Deon Wilson
Hugh Jackman som Vincent Moore
Jose Pablo Cantillo som Yankie
Beskrivelse:
Neill Blomkamp er en af nyere tids helt store navne indenfor sci-fi-genren, da han siden hans største succes tilbage i 2009 har fokuseret udelukkende på skarpe, samfundsrelaterede fortællinger om mennesket og det fremmede. Hans anden film Elysium fik knap så stor ros, og det skyldes også, at originaliteten på handlingsfronten havde lidt for store sko at udfylde i forhold til sin forgænger. Hans tredje og nyeste film har nu ramt Blu-ray-markedet, og jeg har kigget nærmere på, hvorvidt den kan leve op til forventningerne.
Filmen følger verdensbilledet i Johannesburg i en nær fremtid, hvor en gruppe forskere har udnyttet deres teknologiske evner til at skabe politi-robotter, som bliver sendt ind i steder, hvor mennesker er alt for udsatte. En forsker ved navn Deon (Dev Patel) er dog i færd med at udvikle kunstig intelligens, og forsøger at få robotten til at have et selvstændigt sind. Forbrydere fatter mistanke om hans idé og beslutter sig for at udnytte det for pengenes skyld – robotten bliver til i form af Chappie og nu skal det uskyldige sind forsøge at stå imod livets barskhed.
Filmen er først og fremmest ikke i nærheden af District 9, men formår alligevel at slå Elysium. Den har en masse herlig originalitet i sit koncept, og formår at give et skarpt indblik i den sydafrikanske, dystopiske forestilling, som Blomkamp er så ellevild med. Filmen dykker ned i konceptet kunstig intelligens med et bramfrit sind og uden for mange tekniske overvejelser – Chappie er derfor resultatet frem for processen og det er ganske befriende at se.
Temaerne i filmen går ikke blot ind i forestillingen om robotter med eget sind, men giver også en skarp kritik til de folk, som ikke behandler deres børn med den rette arv og miljø-forståelse. Robotten Chappie ses som et lille spædbarn, som skal lære af sine omgivelser, og da han tilbringer meget af sin første tid med en flok usle udskud, bliver han et resultat af deres dårlige vaner. På den måde bliver filmen både en science fiction-fortælling, men også en samfundsorienteret opsang til folk og deres prioriteter i livet. Man kan med egne øjne se, hvad dårlige indflydelser kan gøre ved en uskyldig sjæl, og man får samtidig udlevet idéen, hvordan en robot med kunstig intelligens ville reagere på menneskets barske natur.
På visse punkter kunne man godt have brugt lidt mere action i handlingen, da meget af plottet fokuserer på forskernes evindelige diskussioner frem og tilbage. Hugh Jackman er dog en undtagelse på denne front, da han for en gangs skyld er skurken, og det er yderst befriende at se. Ud over det, burde Blomkamp havde udnyttet flere testosteronfylde elementer, og ikke blot gemme det til en fesen finale. Man ved, at han har enormt talent for at kunne udnytte CGI-konceptet til punkt og prikke, men der bliver kun åbnet sagte op for guldposen i denne omgang.
Samlet set er Chappie en ganske underholdende film, som rammer godt på forhold til forventningerne om en Blomkamp-film og heldigvis bevæger sig i en lidt mere samfundsorienteret position. Effekterne er gode men meget usynlige – selve handlingen er dog en ganske betagende historie og filmen formår på mange punkter at være en interessant moderne fortælling om mennesket og dets håb for robotternes fremtid.
Som altid er Blomkamps film helt i top, når det gælder den visuelle side. Han formår frem for mange andre at gøre sine CGI-skabninger utroligt realistiske, og hans evner til at få redigeret og sammenklippet de hektiske kameraskift er helt eminente. Der er dog ikke ligeså meget fokus på detaljer, som man tidligere har set i District 9 og Elysium, da det stort set kun er Chappie og nogle få andre robotter, der udgør den visuelle potpourri på denne front. Dog har den nogle solide kontraster i landskabet og nogle yderst fede detaljer på personerne og deres unikke udseende. Samlet set en forventet succes på billedfronten.
Lydsiden er nærmest den mest vindende faktor i filmen, da man virkelig får kræs for ørene. Der sker ikke ligeså mange actionprægede ting, som i hans tidligere film, men når tingene endelig koger over, så går det vildt for sig. Chappies stemme er desuden også ganske overbevisende, uskyldig og velkreeret, hvilket giver den mystiske robot den nødvendige livseffekt. Dialogerne er glasklare og uden nogen former for interferens, mens de heftige slowmotionøjeblikke og klimakspunkter bliver leveret med øredøvende smukke baslyde og skarp energisk underlægningsmusik. Samlet set en lydside i topklasse.
Her finder lidt forskellige slettede scener og en alternativ slutning, samt nogle skarpe klip, som sætter spot på konceptet, temaerne og selve opbygningen af filmen. Derudover kommer man stort set tæt på alle detaljer i filmen gennem en solidt gennemgang af hv-spørgsmål, og det giver en meget fyldestgørende og underholdende bonussektion.
Tak til Universal Sony Pictures Home Entertainment.
Anmeldelse skrevet august 2015.
Anmeldelse lånt af BioJensen.
