Belfast

Konflikten i Nordirland har været genstand for flere film og TV-serier. Ingen af har dog helt kunnet trænge ind under huden i samme grad som Kenneth Branaghs ”Belfast”. Der er måske ikke så meget tale om nytænkning og nye virkemidler – som om at historien er inderlig og dybfølt, fortalt med drama, tristesse og ikke mindst afvæbnende lune.

Filmen følger drengen Buddy, der bor med sine forældre i det overvejende protestantiske område Belfast 15. Et område, hvor protestanter og katolikker har levet side om side i mange år. Militante protestanter sætter imidlertid gang i en dramatisk udvikling, hvor katolikkers huse bliver brændt af og hvor der bliver øvet hærværk og plyndringer mod deres forretninger.

Buddys far er, trods sit hyppige fravær fra hjemmet på grund af arbejde i England, det omdrejningspunkt, som Buddy ser op til – og som på nøgtern og fredelig fortæller ham, hvad der er op og ned på situationen. Når faderen, der spilles aldeles overbevisende af Jamie Dornan, er afsted på arbejde, opfyldes opdragerrollen af Buddy farfar, underfundigt sekunderet af farmor, som Judi Dench legemliggør så smukt. Det fører til mange lune situationer, hvor farfarens mere pragmatiske tilgang til livets udfordringer måske ikke er helt fint i kanten. Til gengæld bidrager det til, at Buddy bliver en smule mere hårdhudet.

Vi ser et glimt af torden og lynild-prædikanten i familiens kirke, der buldrende aftvinger menigheden at vælge den rette – protestantiske – vej i livet. En prædiken, der sætter sig tydelige spor i Buddy alt andet lige naive og følsomme barnesind. Buddy bliver lokket med i aktiviteterne omkring den protestantiske opstand og trukket med ind i en butiksplyndring, hvor han i befippelse over situationen ender med at klamre sig til en pakke vaskepulver. Et valg, som han fandt fornuftigt, da mærket jo var … biologisk nedbrydeligt. Buddys mor tvinger ham imidlertid til, midt i en dramatisk konfrontation med sikkerhedsstyrkerne at gå tilbage til den katolske forretning for at sætte pakken på plads.

Den selvbestaltede ledelse af den protestantiske opstand har kig på Buddys far. Enten skal han betale til deres … ’aktiviteter’ – eller selv gå med. Det gør han sit yderste for at lægge afstand til, men presset på ham tager til. Et pres, der fører til alvorlige overvejelser i familien om faren skal tage hans arbejdsgivers et tilbud om et lille hus med have tæt på hans arbejde i England.

Kenneth Branagh har dedikeret ”Belfast” både til dem, der blev, dem, der drog væk – og dem, der måtte lade livet. Vi andre, der har levet og stadig lever i tryghed i den danske andedam, kan frydes over, hvor stærkt begivenhederne i Belfast fra 1969 og frem står, når de bliver anskueliggjort af jævne mennesker med dagligdags udfordringer og lokum i gården – og i sort/hvid. Branagh gør for Belfasts historie, hvad Ole Bornedal har gjort for historien om bombningen af den franske skole i ”Skyggen i mit øje” – og han slipper mindst lige så godt fra det.