- Original Titel: A Quiet Place.
- Instruktør: John Krasinski.
- Skuespillere: Emily Blunt, John Krasinski, Millicent Simmonds, Noah Jupe, Cade Woodward, Leon Russom, m. fl.
- Genre: Drama/Horror/Sci-Fi.
- Spilletid: 1 timer og 30 min.
- Udgiver: Paramount Pictures.
- Produktionsår: 2018.
- Censur: 15 år.
- Anmeldt af: Mia Christensen.
- Release: 23. august, 2018.
- Findes på: Blu-ray / DVD / 4K UHD Blu-ray .
Mange forbindelser
‘A Quiet Place’ er en science fiction horror film med rødder i USA. Det originale manuskript blev skrevet af Scott Beck og Bryan Woods, men da John Krasinski kom til som instruktør, forfattede han en ny version som blev den endelige. I ‘A Quiet Place’ spiller John Krasinski overfor Emily Blunt som hendes mand, hvilket han også er i virkeligheden, og dette gør filmen en anelse anderledes, ikke kun fordi at parret i filmen også danner par på den anden side af lærredet, men fordi at manden i parret samtidig er filmens instruktør.
Don´t say a word
I ‘A Quiet Place’ møder vi familien Abott som lever i en postapokalyptisk verden anno 2020, hvor nogle væsner som ingen har set har overtaget jorden. Der er kun få mennesker tilbage som har overlevet og dette ved at være stille fordi at de truende væsner reagerer på lyd. Derfor lever familien Abott et liv i komplet stilhed hvor hver en lyd kan betyde deres død, men en dag kan de ikke længere leve i skjul og nu begynder kampen for alvor for at overleve.
Nærmest postapokalyptisk stumfilm
På grund af plottet er det naturligt at ‘A Quiet Place’ er en film hvor der er meget stilhed, men uden at det bliver for meget. Den larmende stilhed stiller samtidig høje krav til skuespillernes evne til at levere gennem kropssprog og fagter alene og det er noget som de formår at gøre virkelig godt, samtidig med at de elementer af lyd der er får en vis tyngde og vægt i filmen, fordi at de ting som ellers ville være små, pludselig tillægges en meget større vægt. Når alt kommer til alt fordrer plottet at ‘A Quiet Place’ mere eller mindre bliver en stumfilm, men den kan bære det takket være skuespillerne, instruktørens arbejde og ikke mindst klippearbejdet som gør denne film god og det må man tage hatten af for med de præmisser som filmen laves på.
Film: | (4,0 / 6) |
Billed: | (6,0 / 6) |
Lyd: | (6,0 / 6) |
Tusind tak til Paramount Pictures / Pr Nordic.