Er det muligt at reflektere over jødisk identitet med både lune og vemod i en nutidig kontekst uden at komme ind på ellers tungtvejende emner som Holocaust og Israel? ”An American Pickle”, som er Brandon Trosts instruktørdebut, har strikket en historie sammen, som langt hen ad vejen løser udfordringen.
Seth Rogen spiller en dobbeltrolle som Herschel og Ben Greenbaum. Herschel lever af at grave grøfter i Schlupsk et sted i Østeuropa i 1919, mens Ben udvikler apps på freelance-basis 100 år senere.
I introen til filmen beretter Herschel om, hvordan det jævne liv er i Schlupsk. Han møder og bliver gift med Sarah, over for hvem han afslører sin inderste drøm – om en dag at smage vand med brus. Den lille by bliver hjemsøgt og raseret af kosakker, hvorefter Herschel og Sarah rejser til USA, hvor han får job på en fabrik, der producerer syltede agurker. Et job, der består i at slå stedets mange rotter ihjel med en spade. En dag ’rotter’ skadedyrene sig imidlertid sammen og driver Herschel ud på en planke lige oven over et kæmpe kar med syltede agurker.
Herschel falder ned i karret i lige nøjagtigt samme øjeblik som ejendommen bliver erklæret kondemneret. Et låg bliver sat fast på karret og alle forlader stedet. 100 år senere leger et par drenge med droner på stedet. Tilfældigt får de puffet til låget, og snart dukker Herschel op til overfladen velpræserveret efter et helt århundrede i agurkelage.
Herefter udfolder der sig en historie om Herschels møde med den moderne verden. Han søger efter efterkommere og ender med at finde Ben, hans tipoldebarn. Deres opfattelse af verden og værdier er vidt forskellig. Nok kan de enes om at finde det forkert og upassende, at Sarahs gravsted bliver overskygget af et stort reklameskilt for vodka med vanillesmag – en afskyelig tanke, i øvrigt.
Men Ben er indadvendt, stilfærdig, hvor Herschel er drevet af en hellig ild – for at opfylde det ønske han i sin tid gav Sarah: Han vil skabe et nyt og bedre liv for sin familie. Og så er Herschel selvfølgelig lamslået over Bens Sodastream-maskine, der med et snuptag laver vand med brus. Dertil kommer undren over billederne på væggen i Bens lejlighed. ”Er det der din far?”. ”Nej, det er David Bowie.” ”Er det der så din mor?” ”Nej, det er også David Bowie”.
Herschel sætter sig for at producere syltede agurker efter klassisk opskrift. Altså bare med agurker, salt og regnvand. Ben kan ikke acceptere, at den aktivitet fører til succes, så han melder sin tipoldefar til sundhedsmyndighederne. Denne stillingskrig – og de stadige møder mellem fortid og nutid omkring hipsterkultur – med hang til autentiske og rustikke agurker – og misbrug af ulønnede praktikanter på arbejdsmarkedet – holder frem til, at Herschel og Ben forsones i synagogen i nutidens Schlupsk.
”An American Pickle” består af mange små detaljer og gags, som er strikket fint sammen med sans for balancen mellem det sjove, bizarre, rørende – og jævnt hen platte. En fin lille bagatel af en film.
- Titel: An American Pickle
- Original titel: An American Pickle
- Instruktør: Brandon Trost
- Skuespillere: Seth Rogen, Sarah Snook, Molly Evensen, Eliot Glazer, Kalen Allen
- Genre: Komedie
- Spilletid: 1 time 28 minutter
- Produktionsselskab: Point Grey Pictures, Gravitational Productions, Sony Pictures Entertainment
- Produktionsår: 2020
- Release-dato: 26. juli 2020 (USA)
- Censur: 12
- Anmeldt af: Carsten Skov
- Findes på: HBO Max
- Billeder: © HBO Max
Film: | (4 / 6) |
Billede: | (4 / 6) |
Lyd: | (4 / 6) |