Hanna – Sæson 3

Det kan gå så grueligt galt, hvis en spilefim med en afsluttet handling bliver udstrakt til flere sæsoner af en TV-serie. ”Hanna” på Amazon Prime udgør en behagelig overraskelse og undtagelse. Et lyssky amerikansk efterretnings-projekt, Utrax, går ud på at bortføre nyfødte pigebørn for i årevis at opdrage og træne dem til at være usårlige og effektive dræbermaskiner – uden den mindste selvstændige vilje. Hanna er den undtagelse, der får konstruktionen til at ryste i sin grundvold og – måske? – til sidst bryde sammen.

Hanna er blevet bortført fra det center i Rumænien, hvor hun blev anbragt umiddelbart efter fødslen. ’Gerningsmanden’ er Erik, den agent, der ellers som agent for Utrax overtalte moderen til Hanna til at fraskrive sig sit barn. Samvittighed har naget ham, så han gemmer sig i de store rumænske skove og det lykkes Erik at holde dem begge skjult i 15 år.

Hanna og Erik bliver selvfølgelig opsporet i den sidste ende, under ihærdig ledelse af agent Marissa Wiegler – og derfra går Utrax’ jagt på Hanna. I første omgang er det hensigten at dræbe hende, men hun ender med at blive taget til nåde og indlemmet i dræber-projektet igen. Et projekt, der ud fra en sindrig algoritme har udpeget ofrene blandt unge mennesker, som en gang ud i fremtiden vil udgøre ’farlige’ personligheder.

Samvittigheden plager Marissa og ikke mindst Hanna selv. Marissa skifter side og sammen med Hanna sætter hun sig for at komme til bunds i undersøgelsen af, hvem der reelt står bag Utrax. Det bringer dem rundt til Barcelona, Rom, Paris, London, Prag … for bare at nævne nogle få af de lokationer, der lægger scener til serien.

I sin overflade er Hanna en gedigen action-serie, som i sin stemning låner lidt fra Bourne-serien. Der er dog et ganske originalt skær over handlingen, som går på de unge dræbermaskiners kvaler med at leve med en fiktiv identitet, når de inderst inde bare er … unge, tvivlende og søgende mennesker. Der viser sig derfor også sprækker i pigernes bevidsthed, som lukker spørgsmål om deres virkelige forældre og oprindelse samt personlige og private følelser ind – og som så småt rejser tvivl om Utrax-projektet hæderlighed.

Hanna er fornemt filmet – og actionsekvenserne aldeles overbevisende koreograferet. Handling er der måske dybest set ikke så meget af. Hanna selv bliver i alle 3 sæsoner spillet af Esme Creed-Miles. En præstation, der bringer hende rundt i snart sagt enhver afkrog af følelsesregistret. Rollen som Marissa er lagt i hænderne på Mireille Enos, der ud over samvittighedskvaler har traumer, der løbende peger i retning af den egentlig mening med Utrax. Og så er der Áine Rose Daly, som spiller Sandy Philips, det idelle Utrax-produkt, der ikke giver efter for følelser og samvittighed og lader sig rive med i at spille den naive mønster-elev over for de andre ’elever’ i Utrax-projektet.

Hanna er gedigen underholdning med fin bund i karakterbeskrivelserne.