Babylon Berlin – Sæson 4

Vi ved alle sammen, hvordan 2. verdenskrig endte. Alligevel kan der stadig spindes intenst spændende ender over begivenheder, der kan tænkes at være fundet sted op til. ”Babylon Berlin” er nået til sæson 4, baseret på en roman af Volker Kutcher. Fremragende læsning – og næsten endnu bedre som TV-serie.

To unge mennesker begår indbrud i et stormagasin. På vejen ud bliver den ene pågrebet – og i praksis dræbt – af en deling betjente, der er nået frem for at pågribe de to unge. Begivenheden sætter gang i et forløb med mange handlingstråde, der er flettet virtuost sammen.

Der er en velhavende fantast, Nyssen, der drømmer om at konstruere raketter, der kan sende tyske rumrejsende til månen. Der er SA-føreren, Stennes, der drømmer om at se sig selv i spidsen – i stedet for Hitler – for den nazistiske bevægelse. Der er den jødiske privatdetektiv Goldstein, der er på sporet af en kostbar ædelsten, som på tvivlsom vis er havnet i hænderne på Nyssens hustru. Der er det selvbestaltede broderskab, Den Hvide Hånd, som skaffer retfærdighed – lig med dødsstraf – hvor det officielle retsvæsen ikke slår til. Enderlig er der Berlins underverden, der ligger voldsomme indbyrdes stridigheder.

Hovedpersonen – eller skulle man sige omdrejningspunktet – i handlingen er fortsat kriminalkommissær Gereon Rath, der synes at være kommet på ret køl efter begivenheder, der ligger forud for den nye sæson. Hans retfærdighedssans til trods er han gået ind i SA og har opnået gode relationer til føreren, Stennes. Under en demonstration møder Gereon tilfældigt Charlotte Ritter, en bekendt af ham fra de foregående sæsoner. Hun har ambitioner om at blive optaget i politistyrken, men må i første tage til takke med en tjans som stenograf. Senere bliver hun desværre drevet til at begå en dumhed, der fører til, at hun bliver fyret. Charlotte havde desuden regnet med, at hun og Gereon så på samme måde på den nazistiske bevægelses fremmarch, så da hun ser Gereon i SA-uniform bliver forholdet mellem de to isnende koldt. Men ikke alt er, som det tager sig ud.

Fattigdommen, trøstesløsheden og arbejdsløsheden i Berlin anno 1933 er udtalt. Brutalitet præger både de officielle politistyrker og de nazistiske organisationer i en situation, der bedst kan betegnes som anarki. Magten ligger i sidste ende hos dem, der bedst forstår at navigere, manipulere og tiltrække sympatisører ud fra de givne omstændigheder. Da det stadigt mere nazificerede politi og retsvæsen slår ned på resterne af fri og kritisk presse ser man for eksempel, hvordan journalisterne af simpel nød søger mod den nazistiske partipresse.

Tiden bliver ’tegnet’/filmet i lyd og billede med barske midler – og med en delikat sans for detaljer, realisme og troværdighed. En ganske lille skønhedsplet er, at stormagasinet i indledningen ikke har samme navn, KaDeWe, som i bogen. Det må skyldes, at den i øvrigt stadig eksisterende virksomhed ikke ønsker at blive så tydeligt forbundet med seriens fremstilling af en problematisk del af tysk historie.

Man kan under alle omstændigheder nærmest lugte de ikke særligt delikate omgivelser, som handlingen ofte er henlagt til. Desuden er den mange-facetterede handling og det tilsvarende persongalleri flettet sammen, så spændingen og myriaderne af plottwists er intakte alle 12 afsnit igennem.

Volker Bruch tegner særdeles overbevisende billedet af kriminalkommissær Gereon. Han har samvittighed, personlige kvaler og politiske kvababbelser med sig og sætter på den måde jævnligt liv og helbred på spil. Charlotte Ritter bliver på tilsvarende vis tegnet skarpt af Liv Lisa Fries, om end figuren er mere løssluppen og antiautoritær end Gereon. Fantasten Nyssen spilles Lars Eidinger med fornem sans for at udstille figurens vanvid. Benno Fürmann spiller med isnende kulde chef for det politiske politi, som er tæt allieret med SS – og dermod i skarp modsætning til SA. Og så’n ku’ man fortsætte gennem seriens cast. UG med kryds og slange.

Serien bygger som nævnt på et romanforlæg, nærmere bestemt bind 3, ”Goldstein”. Serien forholder sig relativt liberalt til bøgernes handling, men fælles for dem og serien er, at der bliver taget tid til at fortælle historien uden at haste afsted. Serien starter således i 1929 og sæson 4 er kun nået til 1933. Når man tager i betragtning, at bind 9 i serien med titlen ”Olympia” kun er nået til 1936, kan man kun glæde sig til fortsættelserne i både bog- og serie-form. Foreløbig er sæson 5 under forberedelse. Og jeg kan kun glæde mig til at se den.

  • Titel: Babylon Berlin – Sæson 4
  • Originaltitel: Babylon Berlin
  • Instruktør: Henk Handloegten, Tom Tykwer, Achim von Borries 
  • Skuespillere: Volker Bruch, Liv Lisa Fries, Lars Eidinger, Fritzi Haberlandt, Karl Markovics
  • Genre: Krimi, Drama, Thriller
  • Antal afsnit: 12
  • Spilletid i alt: 9 timer 45 minutter
  • Produktionsselskab: X-Filme Creative Pool, ARD Degeto Film, Beta Film, Sky Deutschland, West Deutscher Rundrunk (WDR)
  • Produktionsår: 2022
  • Release-dato: 8. oktober 2022
  • Censur: 15 (Sverige)
  • Anmeldt af: Carsten Skov
  • Findes på: DRTV.dk
  • Billeder: © X-Filme Creative Pool

Serie:6 out of 6 stars (6,0 / 6)
Billede:6 out of 6 stars (6,0 / 6)
Lyd:5 out of 6 stars (5,0 / 6)