Red Election

En russisk kontakt til MI6 varsler ved et frokostmøde, at et større terrorangreb mod England er under opsejling. På vej derfra bliver han myrdet med nervegift. Derfra udvikler ”Red Election” sig med en hektisk fortalt historie om muldvarper i MI6 og om infiltration af Skotland, der er på vej til at stemme sig ud af det forenede kongerige. Historien er spændende men også temmelig rodet.

Den kvindelige hovedperson, Beatrice Ogilvy, bliver hurtigt klar over den alvorlige situation. Samtidig forsvinder den sikkerhedsansvarlig i det danske virksomhed Rieper Hansen, som har stået for opførelsen af et atomkraftværk i Skotland, hvorefter sikkerhedssystemet på værket lader til at være efterladt kompromitteret. Hans kæreste, Katrine Poulsen, er tilfældigvis efterretningsagent og i den egenskab kommer hun i kontakt med Beatrice.

Beatrices far er samtidig hendes chef i MI6 og der udspiller sig derfor et kompliceret og langt fra inderligt tillidsfuldt far-datter-spil. Samtidig udskriver den britiske premierminister, Adam Cornwell, en folkeafstemning om Skotlands fremtid i eller uden for det forenede kongerige. En folkeafstemning, der synes sårbar over for russisk indblanding og manipulation. Og som om disse handlingslag var nok, er der ydermere en mulighed for, at premierministeren er far til en datter fra et længst kuldsejlet forhold før han blev gift.

… og i denne opremsning ligger netop det afgørende problem i ”Red Election”. Der er simpelt for meget rod i handlingen. Figurerne når aldrig rigtigt at blive andet end klicheer eller brikker i et lilve-brætspil. Og så er der en række situationer undervejs, der om ikke er fejl så i hvert fald temmelig usandsynlige. For eksempel hvor Beatrice midt i en gerningsstedsundersøgelse i det gennemgribende overvågede England helt åbent kan fjerne et centralt stykke bevismateriale og putte det i lommen.

Spændingen fejler som sådan ikke noget. Historien bliver langt hen ad vejen drevet ganske effektivt fremad. Og så er det jo en fornøjelse, at Katrine, hendes kæreste og chef som danske figurer taler dansk. Desuden er det værd at bemærke, hvordan Victoria Carmen Sonne i rollen som Katrine former sin figur som en kejtet, nærmest komisk person, hvilket hendes målrettethed og frækhed hurtigt viser, at hun bestemt IKKE er.

Stephen Dillane spiller Beatrices far med udtalt kulde, grænsende til arrogance. James D’Arcy giver som premierminister indtrykket af et samvittighedsfuld, bekymret, der ikke helt forstår – hvad der virker usandsynligt i figurens position – hvordan det politiske magtspil skal spilles. Endelig er der Lydia Leonard, som giver Beatrice et altovervejende alvorligt og humørforladt udtryk. Der mangler på den måde en ventil, et lille diskret træk på smilebåndet.

”Red Election” kan ses for tempoet og den grundlæggende spænding, som desværre hen mod slutningen bliver serveret lidt for usandsynligt til at den cliffhanger, som seriens 10 afsnit slutter med. Spørgsmålet er så, om der kommer en sæson 2, som følger og de åbentstående spørgsmål op.