Young Woman and the Sea

Midt i den tiltagende skuffelse over behersket dansk medaljehøst ved OL i Paris kan man søge trøst i nyhederne på streamingtjenesterne. På Disney+ finder man her i 100-året for OL i Paris 1924 således en glimrende og perspektivrig film om den første kvinde, der svømmede over den engelske kanal.

Hovedpersonen, Gertrude Ederle vokser op i en tysk immigrantfamilie i heksekedlen New York. Efter brand på en færge i New Yorks havn sætter hendes mor sig for, at hendes to piger skal lære at svømme. Et umiddelbart umuligt forehavende, tidens holdning til kvindelig idrætsudøvelse taget i betragtning. Der findes dog en udvej – og Trudy ender i en gruppe af kvindelige svømmere, der skal konkurrere med kvindelige svømmere fra Australien. Efter kiks og forsinkelse i starten når Trudy op og vinder.

Dernæst følger deltagelse i et mylder af svømmestævner og deltagelse på det amerikanske OL-mandskab i Paris i 2024. Forventningen er blot, at hun gør rent bord og vinder guld i samtlige discipliner hun stiller op i. Det lykkes ikke, blandt andet fordi træneren på den ugevis lange sejltur til Europa forhindrede de kvindelige svømmere i at træne, så de kunne holde formen ved lige. Der var ikke noget med at dele træningsfaciliteter med mændene.

En ugerevy i biografen tænder tanken hos Trudy om at svømme over den engelske kanal, så hun opsøger sponsoren for OL-holdet, som afviser tanken, da han samme dag har en middagsaftale med sin mor i New Jersey. Trudy lægger så op til at svømme fra New York til New Jersey, en tur på 11 kilometer. Det når hun selvfølgelig.

Herfra er historien meget straight. Trudy tager til Frankrig for at forberede turen over kanalen, stadig med træneren fra OL-turen. Hun gør et forsøg men må give op. Sponsoren ser det som et bevis på kvindelige idrætsudøveres utilstrækkelighed og træneren ser det på samme måden. Sidstnævnte havde selv haft ambitioner om at svømme over kanalen, men har ikke nået målet – og lider i øvrigt noget så skrækkeligt af søsyge. Trudy får hjælp til at forberede sig på endnu et forsøg, som ender med lykkes.

Selve svømmeturen blev gennemført på godt 13 timer. 2 timer hurtigere end den hidtil hurtigste mand. Filmisk bliver det gengivet en anelse langtrukkent, om end man kommer godt omkring udfordringerne for Trudy med hensyn til strøm, brandmænd og den sandbanke ud for Dover, som forhindrer følgebåden i at følge hende de sidste timer.

Trudys mor bakker hende op hele vejen, selv om hun finder tanken om svømmeturen alt, alt for farlig. Hendes far er af en aldeles gammeldags type, der ikke ser fornuft og nytte i at kvinder dyrker idræt. Han bliver dog ’omvendt’ til sidst og står på stranden ved Dover og tager stolt imod sin datter.

I sin form er film udtryk for dyrkelse af den ekstraordinære heroiske præstation. Det er måske vigtigere at bide mærke i, at for 100 år siden kunne kvinder ikke bare selv bestemme og vælge, hvilke idrætsgrene de ville dyrke. Trudy brød nogle skarpe grænser og lettede dermed efterfølgende kvindelige atleters muligheder.

… og når nu mismodet over medaljehøsten ved OL er ved at trænge sig på, kan man glæde sig om Kim Bodnia i rollen som Trudys far.