Y: The Last Man

Y: The Last Man er en ny serie baseret på tegneserien ved samme navn og var originalt planlagt at blive omplantet til en spillefilm i 2007, men blev aflyst i 2013. Nu får Y: The Last Man endnu en chance med denne nye ti-episoders sæson. Men er sådan en præmis nok til at skille sig ud fra bjerget af lignende medier? Efter at have set de tre første episoder, er det ærligt talt stadig svært at sige.

Mange vil måske være enige i, at mængden af postapokalyptiske stykke medier, der er blevet skabt indenfor det seneste årti, er en smule overdrevet, hvad end de indeholder zombier, en virus, eller noget helt tredje. Nu udkommer der en ny serie på Disney+ af samme genre, men med et lille twist: Hvad nu hvis alle væsner, bærende på et Y kromosom, pludseligt og på mystisk vis omkommer? Altså alle med undtagelse af én enkelt mand og hans kæleabe.

For det første har serien ikke den stærkest tænkelige første episode til trods for en utrolig smuk intro med komplementerende musik. Serien starter ud med at følge den såkaldte ”Last Man”, Yorick, en ung mand, der dagen før tragedien ikke just har styr på sit liv, til trods for at han har planlagt at fri til sin kæreste. Men selvom man naturligvis antager, at dette er hovedpersonen, er hele første afsnit dedikeret til slavisk at introducere hver og én af seriens mange karakterer, så man til tider helt glemmer Yorick.

Første episode ender med at være fyldt med forklarende info omkring karaktererne og deres liv, politiske holdninger og meget mere, hvorved jeg tvivler på, at jeg ville kunne huske halvdelen af dette, hvis ikke jeg løbende havde skrevet det ned. Man er til tider helt i tvivl om, hvilke af de her karakterer, serien mener er de vigtigste, og det var først ved anden episode, at jeg var sikker på, at Yorick var søn af Senator Jennifer, der arbejder i Det Hvide Hus. Før dette, var jeg godt i tvivl om, hvad der overhovedet forbandt Yorick og det politiske plot.

Mængden af introducerede karakterer gør også, at man nærmest ikke får tid til at kende nogle af dem helt. Det er ikke mindst frustrerende, når mindst én af karaktererne helt frem til tredje episode føles komplet irrelevant for plottet. For eksempel køber jeg ikke Yorick og hans kærestes forhold. Man hører i starten at Yorick elsker hende højt, men under den allerførste scene, hvor de ses sammen, skændes de voldsomt.

Yoricks motivation, efter tragedien indtræffer, er at finde sin kæreste, men pga. den forvirrende introduktion, kunne jeg ikke være mere ligeglad. Yoricks kæleabe, der er distraherende computergenereret, virker også blot som en undskyldning for at gøre Yorick i stand til at snakke højt og dele sine tanker, når han er alene, samt at få Yorick til at støde ind i nye plotpunkter ved at stikke af fra ham. De har ikke rigtigt et forhold sammen indtil videre, hvilket er en skam, når tilføjelsen af aben nu bare virker unødvendigt.

Skuespillet skifter også mellem at stærkt og lettere svagt. Der er ikke rigtigt nogen, der skiller sig helt ud, andet end karakteren ”Sara” spillet af Ashley Romans, som faktisk giver en fin præstation, som den mystiske Agent 355. Jennifer, spillet af Diane Lane, som også spillede Martha Kent i DC-filmene, giver også en fin præstation, men indtil videre har hun ikke fået muligheden for helt at vise sit talent i serien.

Samtidig med at Y: The Last Man giver et indblik i den for nyligt tragedieramte verden og den resterende befolkning, skiller serien sig også lidt ud med dens store fokus på den politiske reaktion i Det Hvide Hus efter denne globale krise. Med et så stort plotmæssigt fokus på politik, er det heller ikke overraskende, at serien løbende vælger (mindre diskret) at kommentere på mange aktuelle og politiske problemstillinger i vores samfund, som for eksempel den såkaldte cancel culture og antivaxxers. Dette kan måske tage interessen for nogle seere, især da serien heller ikke er bange for at vise, hvilken politisk side, de befinder sig på.

Selve showets præmis skaber selvfølgelig lyst til at fortsætte af ren og skær nysgerrighed, og det kan ikke udelukkes, at de resterende syv episoder vil kunne forbedre en del. Men karaktererne, det langsomme tempo og det uinspirerede udseende trækker desværre dets potentiale gevaldigt ned. Selve tragedien, som hele første episode lægger op til, er meget veleksekveret og gysende, men til trods for det, føler jeg stadig at hovedplottet efter episode tre endnu ikke engang er startet.