What If…?

Efter serierne Wanda Vision, The Falcon and The Winter Soldier og Loki, der hver især har lagt op til fremtidige, ambitiøse filmprojekter i det cinematiske univers, udgiver Marvel nu den lidt anderledes, men hjerteligt velkomne serie ved navn What If, hvoraf de første tre episoder er grundlaget for denne anmeldelse.

Serien er et eksperimentelt antologiprojekt baseret på tegneserierne af samme navn, hvori Marvel udforsker en række ”What If”-scenarier i hver episode. På den måde giver serien et indblik i en masse alternative Marvel universer, der tager udgangspunkt i Marvels spillefilm. Serien forklarer dette perfekt i introen med sætningen: ”…where a single choice can branch out into infinite realities”.
Hvad der følger, er ren og skær charmerende popcornunderholdning, og det er fantastisk forfriskende!
For eksempel udforsker første episode et hvad-nu-hvis scenarie, hvor Agent Peggy Carter, i stedet for Steve Rogers, får injiceret superserummet og dermed påtager sig titlen, som ”Captain Carter”.

Serien er instrueret af Bryan Andrews, som tidligere har været kunstinstruktør for en lang række Marvel-film, samt tegneserien Samurai Jack. Det ses tydeligt i de mange fantastiske kampscener, komplementeret af lækker og farvemættet animation. Det eneste sted, hvor animationen halter lidt, er med rekreationen af de kendte skuespilleres ansigter, som i visse tilfælde er animeret en smule klodset. Men bortset fra det, beundrer jeg virkelig seriens stilistiske udseende.

De fleste Marvel-skuespillere er vendt tilbage for at lægge stemme til deres ikoniske karakterer. Dog må vi desværre undvære skuespillere, så som Chris Evans, Scarlett Johansson og Dave Bautista. Derfor bliver det lidt distraherende, når deres karakterer dukker op med en anden skuespillers stemme.

Det er tydeligt at høre, at det ikke alle Marvel-skuespillerne er lige vant til stemmeskuespil. Det gælder for eksempel Sebastian Stan (Bucky Barnes), som leverer en ret flad præstation i første episode. Ellers er de første tre episoder fyldt med tilfredsstillende præstationer – mest bemærkelsesværdig er Hayley Atwell, som giver en meget energisk præstation som Captain Carter.

Et andet eksempel er Chadwick Boseman, som i Marvels univers er kendt som Black Panther. Her spiller han hovedrollen i den vildt morsomme anden episode. Denne serie udgør desværre også hans sidste deltagelse i et Marvel projekt inden sin tragiske bortgang i slutningen af august 2020. Det gør dermed episoden lettere bittersød, men ikke mindre fantastisk, når man hører hans supermuntre og charmerende præstation, som den alternative Star Lord.

Tredje episode tager et stort skridt væk fra komikken i de første to episoder, og selvom kontrasten kan komme lidt bag på en, er episoden alligevel et veleksekveret, dystert alternativ til The Avengers, med et virkelig engagerende mysterium. Jo mindre sagt om denne episode, jo bedre!

Marvel’s ”What If”-serie er en utroligt underholdende og kreativ serie, der i den grad lever op til sit potentiale. Serien er fyldt med skønne og kreative Easter Eggs, der vil tilfredsstille størstedelen af alle Marvel fans, samt får man rig mulighed for at se en anden side af sine yndlings Marvel-karakterer. Med en 30 minutters løbetid per episode, er der dog ikke meget tid tilovers til dens forsøg på at skabe dybdegående eller rørende scener, men med en serie, som ”What If”, forventer jeg blot kaotisk underholdning, og her leverede den uden tvivl.

Ud af de første tre episoder, er hver episode bedre end den forrige, og det er dermed en undervurdering, når jeg siger, at forventningerne til resten af serien er helt i top!

  • Titel: What If … ?
  • Original titel: What If … ?
  • Instruktør: Bryan Andrews
  • Skuespillere: Chadwick Boseman, Tom Hiddleston, Karen Gillian, Hayley Atwell, Samuel L. Jackson
  • Genre: Action, Science Fiction, Komedie
  • Antal afsnit: 9
  • Spilletid i alt: 4 timer 30 minutter
  • Produktionsselskab: Marvel Studios/Flying Bark Productions
  • Produktionsår: 2020
  • Release-dato: 11. august 2021
  • Censur: 12+ (Disney)
  • Anmeldt af: Maja Lund Kristensen
  • Findes på: Disney+
  • Billeder: ©  Disney/Marvel
Serie:4 out of 6 stars (4 / 6)
Billede:4 out of 6 stars (4 / 6)
Lyd:4 out of 6 stars (4 / 6)