Wannsee-konferencen

Der er forbrydelser og ugerninger, der er så monstrøse, at de på enhver måde er udført hinsides menneskelig fatteevne. Holocaust og mordet på omkring 6 millioner jøder er stadig kilde til forskning, refleksion og ikke mindst sorg og savn. Den tyske instruktør Matti Geschonneck har derfor stået over for en enorm og krævende udfordring i at skabe en film med baggrund i et 15 siders referat fra Wannsee-konferencen.

Der har været en tilbøjelighed til at tillægge konferencen betydning som det sted og den sammenhæng, hvor Holocaust blev besluttet. Det er imidlertid langt fra tilfældet. Holocaust var allerede indledt – ca. 500.000 myrdede – på datoen for konferencen – 20. januar 1942. Konferencen var indkaldt til en storslået villa i et naturskønt skovområde ved Wannsee i Berlin. Med overskriften ’samtaler med efterfølgende morgenmad’, kan mere præcist – som Matti Geschonneck gør det – sammenlignes med et almindeligt produktionsmøde i en virksomhed.

Forsamlingen omfattede 15 personer RSHA (Reichssicherheitshauptamt), SS og en række ministerier og ledende militærpersoner fra besatte lande. Reinhard Heydrich, der indkaldte konferencen, bliver af Philipp Hochmair fremstillet som en afslappet, munter og imødekommende vært, der søger afklaring af de spørgsmål, som konferencedeltagerne rejser. Forudsætningen for dette mødeklima er, at jøderne allerede op til konferencen er reduceret til brikker i et modbydeligt spil. Ja, det bliver af flere deltagere sagt, at jøderne har bragt ulykken over sig selv. Helt i overensstemmelse med den nazistiske selv- og verdensopfattelse.

Adolf Eichmann, spillet med intens bureaukratisk kølighed af Johannes Allmayer, står som facilitator. Han svarer på deltagernes opklarende spørgsmål og står desuden for at skrive referat af konferencen. I slutscenerne giver Heydrich Eichmann det direktiv, at referatet ikke må gøre deltagerne forskrækkede – men at de på den anden side heller ikke må få mulighed for at sige, at de ikke vidste, hvad der foregik.

En isnende kynisme, udstillet med lavmælte, nærmest diskrete virkemidler. En film med en instruktion, der fremstiller de 15 konferencedeltagere som almindelige mennesker. En deltager bliver spurgt til, hvordan det går med konen og den nyfødte. Og så er der modsætningen mellem de forskellige grene af bureaukrati og militær. Normalt forekommende magt- og positionsspil i en … ’virksomhed’. Der bliver endelig ytret protester fra indenrigsapparatet over opprioriteringen af Polen og de andre besatte lande østpå, når man ikke engang kan ’komme af med’ jøderne fra Tyskland.

Instruktøren understreger, at filmen, der nu kommer op som biograffilm i Danmark, er en fiktion med et kun 15 siders referat af konferencen som grundlag. Til gengæld har han med efter grundig research kunnet tegne præcise billeder af konferencen og dens deltagere. Manuskriptet står Magnus Vattrodt og Paul Mommertz for og de har foldet referatet ud til, at filmens længde i realtid svarer til konferencens. Desuden har instruktøren opnået et grænsende til ubehageligt – emnet taget i betragtning – lavmælt udtryk og samtidig fået opfyldt et udtrykkeligt ønske om, at der ikke skulle være underlægningsmusik. Samlet set en helhed, der skræmmende overbevisende viser, hvord langt ud i vanviddet almindelige mennesker fra bureaukrati og militær kan drives, når man først har dæmoniseret modparten, der er blevet gjort skyldig i alverdens ulykker.

Det er en fordel at være historisk interesseret, når man går ind til at se ”Wannsee-konferencen”. Så kan man bedre fornemme deltagernes karakter og deres indbyrdes magtkampe. Under alle omstændigheder har Matti Geschonneck begået en film, hvis vigtighed ikke kan overvurderes. Ikke mindst når der snart ikke er flere personer tilbage, som har overlevet Holocaust.