Det kan være svært at se en mulig fortsættelse af en serie, hvor hovedpersonen er skrevet ud ved at omkomme i et trafikuheld. Det er ikke desto mindre, hvad der er sket med ”Uforglemt”. Sunny Khan og hans folk arbejder dog fortsat med uløste mord og mere eller mindre umulige gamle sager.
Et sjak bygningsarbejdere er i gang med at renovere en skorstensskakt. Pludselig falder en indtørret lårbensknogle ned i kaminen. Resten af liget bliver snart fundet, hvorefter efterforskningen skal fastslå hvem det er, hvor længe liget har ligget i skorstenen og hvordan vedkommende er død – eller dræbt.
Samtidig ankommer den nye chef, der pudsigt nok hedder Jesse James. Hun lægger hårdt ud med at være skeptisk over for, om det er værd at satse ressourcer på at opklare et måske flere årtier gammelt dødsfald – eller drab. Måske en lige kontant nok måde at melde det ud på, hvilket synes at have sin årsag i, at manden lige før hun kørte på arbejde meddelte, at han havde haft en affære. Sunny kommer fra starten skævt ind på Jesse, men der kommer snart en vis enighed om efterforskningens retning.
En ung kriminel stjæler en taske. En taxachauffør i Paris forsøger at skærme sin kæreste og hendes 2 børn fra deres far. En konservativ politiker forsøger at opnå særlig begunstigelse af en ungdomsklub. Et par, der driver et lille kulinarisk åndehul i Bath. Mange handlingstråde, der kun ganske sindigt bliver rullet ud og flettet sammen.
Med en britisk krimitradition for at balancere mellem forbrydelse, skyld, samvittighed og komplicerede personlige og familiemæssige udfordringer bliver denne 5. sæson af ”Uforglemt” et fornemt stykke TV-dramatik. Sanjeev Bhaskar giver sin figur, DI Sunny Khan, mange facetter. Sinéad Keenan har som Jesse James formet fint billedet af en overordnet, der på den ene side sætter sig for at vise handlekraft og viljestyrke. Hun har dog samtidig øje for, at hun træder ind i det store hul efter sin afdøde forgænger.
Man kan kun nyde, hvordan miljø- og personbeskrivelse smelter sammen i en troværdig historie. Det eneste problem er, at man er nødt til lige at ta’ et afsnit mere for at komme den endelige opklaring nærmere. Det sker så i øvrigt første ganske få sekunder før rulleteksterne i slutningen. Eminent.
- Titel: Uforglemt – Sæson 5
- Originaltitel: Unforgotten – Season 5
- Instruktør: Andy Wilson
- Skuespillere: Sanjeev Bhaskar, Jordan Lon, Carolina Main, Sinéad Keenan, Ian McElhinney
- Genre: Krimi, Drama
- Antal afsnit: 6
- Spilletid i alt: ca. 4 timer 30 minutter
- Produktionsselskab: Mainstreet Pictures, ITV
- Produktionsår: 2022
- Release-dato: 27. februar 2023
- Censur: 15 (Danmark)
- Anmeldt af: Carsten Skov
- Findes på: DRTV.dk
- Billeder: © Mainstreet Pictures/ITV
Serie: | (5,0 / 6) |
Billede: | (5,0 / 6) |
Lyd: | (4,0 / 6) |