This Little Love of Mine

Romantik på film er en svær disciplin. For det første har vi som beskuere noget nær lige så mange forskellige opfattelser af, hvad der rører, som vi er mennesker. For det andet kalder det at ’røre’ ofte på følsomhed og sarthed samtidig med, at der gerne må være et element af noget uforudsigeligt og uregerligt over både personer og plot. Netflix’s ”This Little Love of Mine” falder igennem på flere af disse punkter.

Laura, en travl storby-advokat, får til opgave – midt i det ’politiske’ spil i advokatfirmaet om at blive den nye partner – at rejse ud til den solbeskinnede tropeø hun er vokset op på. Hendes opgave er at overtale barnebarnet af ejeren af et en hotelkæde i milliardklassen til at overtage lederrollen. Barnebarnet viser sig at være barndoms-/ungdomskæresten Chip, som lever et efter alt at dømme ubekymret liv som håndlanger på det lokale hotel, håndværker på diverse småopgaver – og som lokal mester i kokosnøddekast (!).

Det står ikke klart, hvilke kompetencer Chip skulle være i besiddelse af, som relativt objektivt set gør det relevant at pege på ham som leder i hotelkæden. Han viser da heller ikke den mindste interesse for Lauras kontraktforslag. Så er det straks en smule mere forståeligt, at Laura efter mange år i New York genopdager tropeøens udtalte kvaliteter. Og så er banen ellers kridtet op til, at de to sjæle så småt åbner øjnene for hinanden og finder ud på den anden side af ellers fastlåste opfattelser af, hvordan livet skal leves.

Desværre er dialogen på en gang overfladisk og gumpetung, så troværdigheden i omslaget til en mere romantisk retning mellem Laura og Chip er stærkt begrænset. Dertil kommer, at flere af rollerne er fremstillet irriterende overgearet, så mulige tilløb til charmerende detaljer og situationer bliver slået hårdt ned.

Saskia Hampele som Laura, Liam McIntyre som Chip og Lynn Gilmartin som Lauras veninde Gem kæmper en brav kamp med den klichefyldte dialog. Billedsiden kunne med små midler have vist tropeøens lokalkolorit, men det er i hovedsagen blot blevet til tilfældige backdrops. Og så har er farvemætningen stukket helt af, så man næsten fristes til at omstille fjernsynet til sort/hvid-visning.

”This Little Love of Mine” er med andre ord et absolut letbenet og hurtigt glemt stykke romantisk eskapisme, der ikke får lejlighed til at krybe ind under huden på beskueren.