The Whale

Efter flere år væk fra det store Hollywood rampelys, vender den højtelskede skuespiller, Brendan Fraser, endelig tilbage med sit fremragende comeback i ”The Whale”. Den store ros og antal af priser, som Fraser i øjeblikket modtager, skyldes ikke bare hans tilbagevenden – det skyldes ren og skær talent, som han udviser i rollen, som den selvdestruktive Charlie. Filmen er rørende, frustrerende og ikke mindst dybt bedrøvende, men formoder stadig at efterlade en med en følelse af tiltrængt håb.

En ensom og stærkt overvægtig skolelærer ved navn Charlie, tilbringer dag ud og dag ind lukket inde i sit lille hjem, hvor han underviser i onlineundervisning med et ”ødelagt” webcam. De eneste besøg han modtager, er fra hans loyale, sygeplejerskeven, Liz, der løbende sørger for eftersyn af Charlies konstant forværrede helbred. En dag træder en ung missionær ind i hans hjem, lige da Charlie får en nærdødsoplevelse, og tilbyder ham muligheden for frelse. Overbevist om at han nærmer sig sine sidste dage, ønsker Charlie desperat at forsones med sin eneste datter, Ellie, som han ikke har set i flere år.

”The Whale” er baseret på et stykke af samme navn fra 2012 skrevet af Samuel D. Hunter, der dermed blev manuskriptet for denne adaptation. Filmen lever op til forventningerne til et traditionelt teaterstykke og finder hovedsageligt kun sted i Charlies beskedne hus. Filmen er suverænt instrueret af Darren Aronofsky, der er mest kendt for at have instrueret blandt andet ”Requiem for a Dream” og ”Black Swan”.
Når man træder ind i et værk af Aronofsky, forventer man en film, der chokerer én helt ind til knoglerne, flår i ens hjerte og forbliver i ens tanker i lang tid, men selvom de to sidstnævnte uden tvivl er tilfældet, så håndterer Aronofsky denne adaptation mere roligt og dvælende end man er vant til, hvilket er lige præcist hvad denne film har brug for. Sammen med Charlie, føler seerne sig nærmest også fanget i det lille, dunkle hus, gemt væk i skam og sorg fra omverdenen, og jo længere filmen fortsætter, jo mere bedrøvet og desperat bliver ens ønske om forandring.

Udover den enkle lokation, indeholder ”The Whale” også en beskeden mængde skuespillere, men ligesom lokationen er præstationerne knusende stærke. Meget er allerede blevet sagt om den fantastiske hovedpræstation, men det er ikke nok. Brendan Fraser, mest kendt for ”The Mummy” (1999) og ”George – Den Gæve Liansvinger”, er absolut fantastisk, som den dybt empatiske og selvdestruktive far, Charlie, og man har mere end andet bare lyst til at kaste sig igennem skærmen og holde om ham igennem hele filmen. Oscarnomineringen kunne ikke være mere fortjent, men det er også vigtigt ikke at lade hans præstation overskygge de resterende for meget. Den unge Sadie Sink, kendt fra ”Stranger Things”, brager også igennem filmen med en dybt nuanceret præstation, som den frustrerede teenagedatter, og Hong Chau, kendt fra ”The Menu” fra sidste år, giver en lige så effektiv og rørende præstation, som Charlies tætteste ven, Liz, der magtesløst overværer Charlie bevidst æde sig selv ihjel.

Den eneste præstation, der ikke lander helt i mål, er Ty Simpkins, som er mest kendt fra sine børneroller i ”Iron Man 3” og ”Jurassic World”. Han spiller den unge missionær, Thomas, og han giver også en meget solid præstation, men når manuskriptet kræver en stærk emotionel scene fra ham, er han den eneste skuespiller, der klart halter med sin præstation. Men i en film, der er fyldt til randen af oskarværdige præstationer, er det også meget nemt at stikke en smule ud.

De eneste andre kritikpunkter findes næsten kun i den første tredjedel af filmen, hvor der finder nogle få utilsigtet humoristiske scener sted, der kaster visse budskaber og ekspositioner direkte i seernes ansigt. Men som sagt, de er meget få, og efter den første halve time, er der ikke meget andet at sætte fingeren på.

”The Whale” er en film om sorg, knuste drømme, selvdestruktion og sårede forhold, men den handler også mindst lige så meget om håb, ambitioner og kærlighed. Jeg formåede personligt ikke at græde under filmen. Om det skyldes min mangel på et hjerte eller frygten for ikke at kunne stoppe, hvis jeg begyndte, er jeg ikke sikker på, men til trods for fraværelsen af synlige lidelser, så var filmen utrolig hård at komme igennem på den bedst tænkelige måde. Med dens store mængde af lag og skjulte budskaber, opmuntrer filmen klart til at man genser den op til flere gange, men om jeg er stærk nok til at gøre dette inden for den nærmeste fremtid, er jeg ikke sikker på. Det ville dermed ske med et meget tungt hjerte og en pakke servietter ved min side.