The Texas Chainsaw Massacre

Efter de succesfulde reboots af de ikoniske gyserfilm, ”Halloween” og ”Scream”, er det nu tid til at ”The Texas Chainsaw Massacre” får samme behandling i en ny Netflix film. Men hvad der starter ud som en ambitiøs hyldest til den originale film, viser sig blot at være et rodet og lettere fornærmende forsøg på at tjene ind på den økonomiske succes, som de to forrige reboots havde opnået.

Næsten 50 år efter den chokerende hændelse fandt sted i den originale film, vender den morderiske Leatherface tilbage efter at en gruppe unge indtager, hvad de i starten troede var en forladt spøgelsesby. Efter at nyheden om moderens tilbagevenden når hen til den eneste overlevende person, Sally, tager hun afsted i håb om at gøre en ende på massakren, der startede i 1974.

Til trods for gyserseriens hav af ringe efterfølgere og forsøg på reboots, havde jeg stadig et lille håb om at denne ville kunne ændre på dens svage historik, men dette håb visnede langsomt blot få minutter inde i filmen. Udover dets varme farver er filmens udseende utroligt intetsigende, hvilket er komplet modsat den originale film, hvis atmosfære var direkte kvælende. Intetsigende er også måden, hvorpå man kan beskrive karaktererne. Vennegruppen består af et søskendepar, samt et kærestepar, men hvis ikke karaktererne direkte havde sagt dette højt, ville jeg ikke kunne have gættet det grundet den totale mangel på kemi og personlighed. Skuespillet svinger også mellem okay til forfærdeligt, og til trods for Elsie Fishers ihærdige forsøg på en engagerende præstation som Lila, har hun intet at arbejde med til trods for sit store talent set i filmen ”Eighth Grade”.

Ens forsøg på at føle empati med karaktererne går også fuldstændig i vasken grundet filmens utroligt forvirrende forsøg på humor i dens sidste halvdel, hvori visse karakterer ikke tager deres situation seriøst og blandt andet joker smilende kort tid efter en person er blevet myrdet. På grund af dette forvirrende toneskift, samt den uinspirerede atmosfære, føltes filmen på ingen måde som en ”Texas Chainsaw Massacre”-film, men blot som en ungdomsfilm, som Leatherface tilfældigvis blev smidt ind i, hvilket virkelig er en skam.

Men hvad der sender filmens potentiale direkte i graven, er den desperate forsøg på at være præcist ligesom det seneste ”Halloween”-reboot fra 2018. om dén vælger denne nye ”Texas Chainsaw Massacre” kun at være en efterfølger til den originale film, hvorved resten af de originale (mindreværdene) efterfølgeres eksistens ignoreres. Dette valg giver helt mening. Hvad der dog ikke giver mening, er filmens valg i at trække en karakter fra den originale film tilbage for at give hende en konfrontation med morderen. I ”Halloween” giver valget mening, da Laurie og Michael Myers forhold er personligt, samt er det ikke kun karakteren, der vender tilbage, men også skuespilleren, Jamie Lee Curtis.

I ”The Texas Chainsaw Massacre” er Sallys tilbagevenden en utrolig flad og antiklimaktisk oplevelse. Skuespiller Marilyn Burns omkom desværre i 2014, og Sally er dermed spillet af Olwen Fouéré, som også var med i den undervurderede film, Mandy. Olwen er faktisk castet meget godt i rollen, men det efterlader alligevel en lettere dårlig smag i munden, når man overværer, hvordan filmen desperat forsøger at overbevise én om, at det er den præcist samme karakter gennem diverse billeder og klip, direkte taget fra den originale film.
En del af hvad der gjorde den originale så uhyggelig, var også det faktum, at det omhandlede en gruppe unge, der tilfældigvis var havnet i et uheldigt sted. Der var dermed intet personligt i Sawyer familiens behandling af de unge, hvilket så bare er forvirrende, når Sally i denne film kræver, at Leatherface siger hendes navn højt, hvilket han jo tvivlsomt ville vide. Den personlige konfrontation giver dermed ingen mening.

”The Texas Chainsaw Massacre” har nogle gode, blodige scener, men mere er den ikke værd, hvilket gør mig taknemlig over at den i det mindste er mindre end halvanden time lang. Selv hvis man ignorerer den originale films eksistens, føltes dette reboot ikke som andet end en forvirrende og intetsigende trendfølger med frygteligt svage karakterer og kraftigt malplaceret humor – men hvis man ser det som fan af den originale, er den bare fornærmende.