The Monkey

Efter succesen med den omdiskuterede, men ultimativt vellykkede ”Longlegs” fra sidste år, er instruktør, Osgood Perkins, allerede ude med sit nyeste gyserværk – denne gang baseret på novellen af Stephen King. Men fans af hans tidligere nævnte film vil få noget af et chok, når de sætter sig ned og ser denne utroligt rodede komediegyser med tryk på komedien.

Noget tid efter at faren er rejst væk af uklare årsager, finder tvillingedrengene Hal og Petey en legetøjsabe iblandt ejendelene. Efter at have aktiveret lejetøjet opdager drengene, at det fører til et grusomt mord på en tilfældig person. Hal forsøger både at skaffe sig af med aben og destruere den, men uanset hvad, finder den med tiden altid vej tilbage.

Da Osgood Perkins skulle filmatisere novellen af Stephen King, fortalte han, at der ville blive foretaget nogle kreative friheder. Dette indebar blandt andet at inkludere komediegenren i det ellers rene gyserværk. King udtrykte sin glæde over det endelige produkt, hvorved han skrev på sociale medier, at filmen er ”batshit insane”. Man kan ikke sige, at beskrivelsen ikke er rigtig, og naturligvis er komedie subjektivt, men lad os bare sige, at jeg nu ikke er så overrasket over, at Perkins kunne udgive en film så kort tid efter sit sidste værk, da ”The Monkey” føltes som om, at den blev skabt over en weekend i selskab med et par kasser øl.

Filmen kan nemlig sammenlignes mere med en slapstick komedie end en gyser. Man kunne undskylde dette med, at filmen bare har det sjovt med dens fjollede præmis, men i så fald, er det eneste jeg kræver lidt konsistens i hvordan dens verden fungerer. Måden den håndterer emnet om døden er ubehageligt nihilistisk, hvilket giver mening ift. begge af Perkins’ forældres meget tragiske dødsfald, og man kunne dermed se filmen, som en katarsisk måde, at bearbejde sorgen. Men filmen er bare for inkonsistent i dens tone.

Voldsomme dødsscener i stil med ”Final Destination” filmene finder sted, men meget få af dem skaber et indtryk, da filmen virker til at være uinteresseret i dem. Dermed vil folk, der blot tager ind i biografen for at se noget underholdende splat, også blive skuffet, da dødsscenerne kommer og går, mens den forcerede humor får lov til at fylde alt for meget.

Selve aben er heldigvis lyspunktet i filmen. Fra dens gysende, ikoniske udseende, skarpe lyddesign, og den klaustrofobiske måde den filmes på, der bare skriger ondskab, så vil man sent glemme dette monster. Men på samme tid står man tilbage med en ærgerlig følelse, at figuren er blevet spildt på sådan en flad fjollefilm. Aben er ironisk nok en kæmpe kontrast til filmens tumpede, selvbevidste humor, og kreative, men fesne slapstick. Sørgeligt nok kunne filmen have løst dette rod, hvis den faktisk havde gået et skridt længere i dens fjollethed og være rendyrket overdrivelse. Dette var faktisk tilfældet i en scene med et hvepsebo, samt en utrolig vellavet drømmesekvens, men i stedet er dens identitetskrise lettere akavet af se på. Det sagt, så føler jeg at dens tagline forventningsafstemmer filmen meget godt: ”Everybody dies, and that’s fucked up”. I den forstand, tror jeg at filmen vil føle sig hjemme hos en gruppe teenagere, der bare leder efter noget dumt, splattet underholdning.

Filmen skal dog roses for hovedsageligt at anvende imponerende praktiske effekter, når aben vælger sit næste offer. Til trods for at de mange dødsscener kom og gik, så var der lagt meget tid og sjov i, hvordan disse skulle bringes til live. Man skal blot efterlade al logik for at kunne nyde størstedelen af dem. Præstationerne var også solide. Skuespillerne vidste klart, hvilken film de befandt sig i og havde tydeligvis en karikaturisk fest med hvad de blev givet, men igen, så føler man blot, at man står og ser på en gruppe hygge sig med en masse jokes, som man ikke selv helt er med på. Filmens forsøg på karakterudvikling, særligt en bestemt far/søn dynamik, falder helt til jorden.

Men til trods for kritikken, virker det til at publikum er godt splittet, hvilket selvfølgelig understreger subjektiviteten i humor. Hvad der ikke fungerede for mig, kunne være årets komediegyser for dig, og med de skønne praktiske effekter, så giver jeg ”The Monkey” en meget lille og forsigtig anbefaling.