The Fabelmans

Filmens tema er langt fra truende lastbiler i bakspejlet, dødbringende hajer og eventyrlystne arkæologer. Steven Spielbergs ”The Fabelmans” er i grunden en enkel historie om en ung mands jødiske baggrund, opvækst og identitet, blot er det ham selv, der trods andet navn er filmens hovedperson.

Sammy er som 6-årig med sine forældre i biffen for at se ”The Greatest Show on Earth”. En film, der sætter uforgængelige spor i Sammys bevidsthed. Ikke så meget for handlingen, men for den voldsomme togulykke, der indgår i filmen. Da Sammy får et legetøjstog til Hanukkah, sætter han sig for efter at have lånt sin fars kamera selv at filme en togulykke.

Fascinationen af film holder ved. Sammys udstyr bliver stille og roligt mere avanceret, til sin fars, Ronnys, udtalte skepsis, mens hans mor på den anden side er ganske begejstret over sønnens drømme. Som spejder indgår Sammys film i omgangen med de jævnaldrende, der i stigende grad bliver inddraget som skuespillere og statister. Samtidig er forældrenes forhold i opbrud, forskellige i temperament, som de nu er.

Tony Kushner har i ”The Fabelmans” med ferm manuskript-hånd omsat familiehistorien til en række situationer, der er skelsættende for den unge Sammy. Fra familiens trygge rammer, hvor Mitzi er den livsglade mor over for Burt, der i kraft af sin karriere trækker familien med fra sted til sted uden sans for Sammys drømme over oplevelserne som spejder til oplevelserne i skoletiden af antisemitisk mobning.

En historie som denne vil heller ikke bære igennem uden skuespillere, der udtryksfuldt tegner deres karakterer uden unødigt store armbevægelser. Michelle Williams formår i rollen som Mitzi at tegne den drømmende, uregerlige mor, der bider mig i sig men til sidst bryder ud af de snærende familiebånd. Heroverfor står Paul Dano som den resignerende familiefar, der ikke helt forstår hverken sin kone eller sin søn. Endelig er der Gabriel LaBelle, der som den så småt voksne Sammy ender med at tage det sidste skridt – eller første, alt efter hvordan man ser Sammys ’rejse’ –ind i seriøs, kommerciel filmproduktion. Og så må jeg heller ikke glemme Judd Hirsch i en munter og lidt skæv birolle som onkel Boris.

Filmen er i sit grundlæggende udtryk fåmælt. Historien bliver fortalt med varme og fornemmelse for figurernes sarthed og karaktertræk. Desuden er omgivelserne designet med farver og detaljer i et tidsbillede, der ligesom helhedsindtrykket i øvrigt er ganske overbevisende.

Det kom bag på mig, at Steven Spielberg måtte gå tomhændet hjem fra Oscar-uddelingen. Til gengæld kan han så glæde sig over 5 Golden Globes, herunder for bedste film og bedste manuskript. Vi andre kan glæde os film, der fortæller en fin og inderlig personlig historie.