Terrifier 2

Indiefilmen Terrifier 2 har taget verden med blodig storm, hvilket førte til forpremieren i Danmark denne halloween aften. Filmen byder på præcist hvad den lover: en overdreven splatterfest ledt af den sadistiske Art the Clown spillet med overraskende stor karisma af David Howard Thornton. Men med en længde på hele 2 timer og 18 minutter, er man komplet drænet for al energi lang tid inden rulleteksterne rammer skærmen.

Året efter de grusomme mord fra den første film, vender den dæmoniske Art the Clown tilbage på Halloween for at terrorisere byen Miles County endnu engang. Dette år har han særligt et søskendepar i sigte, som muligvis har magten til at ende Arts sadistiske og meningsløse mordtogt.

Med springet fra et budget på 35.000 dollars i den første film til et budget på hele 250.000 dollars, udnytter Terrifier 2 dette budget til dens maksimum. Længere er filmen, større er kulisserne og mere overdrevne og talrige er mordene. Damien Leone vender tilbage som instruktør til efterfølgeren af den originale Terrifier fra 2016. Udover at være instruktør og forfatter til filmen, er Leone også ansvarlig for dens special effekts, og det kan ses. Til trods for, hvor foruroligende mordscenerne i sandheden er, kan man ikke lade være med at være imponeret af niveauet af tid og talent, det har krævet at eksekvere de praktiske effekter. Særligt makeuppen på karakteren ved navn Victoria Hayes er intet mindre end mareridtsfremkaldende, og man fanger dermed ofte sig selv i at gispe højt med en blanding af foragt og ærefrygt – men uden tvivl mest i foragt.

Grunden til at filmen har opnået så meget popularitet, skyldes særligt de mange nyhedsartikler, der reporterede om personer i USA, der enten er besvimet eller har kastet op under visningen af denne film. Selvom det ikke virkede til at være tilfældet under Danmarks forpremiere, er det alligevel nødvendigt at sige, at man ikke blot skal forvente en gyserfilm i stil med It, når man ser plakaten med den smilende klovn. I denne film sukker man lettet, når en karakter får lov til at have en hurtig død, der ikke efterlader flere ar på ens egne nethinder.
Ligesom i den første film, er højdepunktet uden tvivl David Howard Thornton, som Art the Clown, og endnu engang sælger han præstationen til perfektion. Karakteren er stum og agerer til tider i samme ånd, som en normal underholdningsklovn, men modsat klovnen Pennywise fra It, er der ikke én scene, hvor man ikke instinktivt får dårlige nerver, når han dukker op. Thorntons komiske og naturlige mimiker kan tid tider skabe en del latter i salen, og til trods for, hvor forfærdelig karakteren er, kan man ikke lade være med at elske præstationen. Han minder nærmest om en sadistisk version af Jim Carreys The Mask særligt grundet filmen meget mørkkomiske tilgang.

Art er denne gang ledsaget af en ny karakter, nemlig en lille pige med samme udseende og grusomme væremåde. Til trods for at jeg ikke ville kalde filmen for overordnet set uhyggelig, er karakteren endnu et mareridtsfremkaldende element. Pigen, spillet af Amelie McLain, giver en diskret, men gysende præstation, som Arts lille hjælper, der altid fremtvang en reaktion hver gang hun dukkede op på skærmen. Der er ingen tvivl om, at hun har potentiale til at blive lige så velkendt, som Art. Men til trods for at være et lille skridt fremad fra den første film, er niveauet af filmens resterende præstationer ikke noget at råbe hurra for, hvilket heller ikke hjælpes yderligere af filmens svage manuskript.

Modsat den første film, har Terrifier 2 faktisk forsøgt på at have udviklede karakterer i form af søskendeparret Jonathan og Sienna, men dette er også kun en mindre forbedring fra den første film. Tempoet går nemlig brat i stå, når man følger disse to karakterer, der sørger over deres fars tidlige død. Selvom det til tider lykkes at skabe lidt patos, og selvom nogle pauser fra Arts scener ofte er tiltrængte, er kontrasten mellem deres scener og Arts alt for bemærkelsesværdige. Filmens længde på 2 timer og 18 minutter er også med til at trække tempoet ned, og der var mange tilfælde af scener, der enten kunne trimmes ned eller helt udelades. Særligt en meget lang drømmesekvens og det udmattende klimaks kunne skæres gevaldigt ned, fordi man ender i sidste ende blot med at føle sig helt lammet af den enorme mængde af grusomme scener.

Terrifier 2 er modbydelig, kvalmende og fuldstændig overdreven, og med nogle af de mest mørkkomiske scener vist på den store skærm, men hvis det er hvad man søger, er man kommet til den rette splatterfilm. Det er tydeligt at mærke, at filmens fokus langtfra har været at skabe tredimensionelle karakterer eller vinde en Oscar for bedste manuskript – eller vinde en Oscar på nogen måde. Damien Leones blod, sved og tårer er uden tvivl gået til filmens alt for imponerende effekter, og det er værd at hædre, samt David Howard Thorntons utroligt underholdende og samtidig forfærdeligt onde præstation som Art the Clown. Hvis man har set den første film og ønsker mere af det samme, så kan man ”trygt” gå ind og se Terrifier 2, for det er den lige præcist – mere blod, mere Art, flere lokationer og en alt alt for lange spilletid, der selv vil få de mest hardcore gyserfans til træt at ønske, at voldsorgiet snart vil få en ende. Men grundet filmens enorme succes, er det allerede bekræftet, at en Terrifier 3 er på vej.

  • Titel: Terrifier 2
  • Original titel: Terrifier 2 
  • Instruktør: Damien Leone
  • Skuespillere: David Howard Thornton, Lauren LaVera, Elliott Fullam, Amelie McLain, Samantha Scaffidi
  • Genre: Gyser
  • Spilletid: 2 timer 18 minutter
  • Produktionsselskab: Dark Age Cinema, Fuzz on the Lens Productions
  • Produktionsår: 2019
  • Release-dato: 8. december 2022
  • Censur: Afventer 
  • Anmeldt af: Maja Lund Kristensen
  • Distributør: Another World Entertainment
  • Billeder: © Dark Age Cinema LLC
Film:3 out of 6 stars (3 / 6)
Billede:3 out of 6 stars (3 / 6)
Lyd:3 out of 6 stars (3 / 6)