Det går for at være en svær opgave at følge en film op med en to’er. Selvom om nogle af de overrumplende elementer den første film blot bliver gentaget, så er Ternet Ninja 2 stadig gal, ustyrligt morsom og imponerende animeret.
Handlingen fortsætter, hvor forgængeren slap. Vores ternede ninja er uskadeliggjort. Legetøjsfabrikant Philllip Eberfrø er nok sat i fængsel, men han går fri, da han får sørget for at bortskaffe alle afgørende beviser på børnemishandling, bortset fra en liste over børn, der kan udgøre en fare for ham som vidner i en retssal.
Ninja-sjælen bliver under tordenvejr – effektfuldt, som var der tale om ”Highlander” – transformeret til et levende … pindsvin hjemme hos 13-årige Aske. Hans udfordringer med en vegansk orienteret mor og den rent ud nærige papfar Jørn er ikke blevet mindre siden sidst. Nok har Jørn tjent en pæn sum penge på en app, der kan måle og kategorisere lort, men da han lover at ta’ familien med på ferie, går hans egne tanker i retning af Tyskland. Sune, Askes overvægtige og altid storædende stedbror, vil helst til Spanien, men det bliver Askes forslag om Thailand, der til Jørns store fortrydelse vinder. Askes bagtanke er at være med til at sikre, at Eberfrø forbliver bag tremmer, men det kan han bare ikke fortælle familien helt åbent.
Det er klart, at Aske ikke kan tage et levende pindsvin – indeholdende en Ninja – med til Thailand. Så han lokker sin mor til at sy en ny dragt/indpasning, der nok er en tro kopi af den gamle … når man altså ser bort fra den hjerterne, den lyserøde farve … og risene i indmaden, der gør at det knirker hver gang han rører på sig. So much for ’stille som en Ninja’.
Historien er ikke – og i sammenhængen ikke være – voldsomt dybsindig. Til gengæld er den strikket umådeligt effektivt sammen, med hyppige skift mellem den verbale og den visuelle galskab og med mange fine detaljer blandt bifigurer og i omgivelser. Og så er der stjernestunderne med Stewart Stardust. Han er med på sin sædvanlige groft brovtende facon – uden at fylde for meget.
”Ternet Ninja 2” udmærker sig ud over disse ting ved en imponerende animationsteknik. Filmen har sin helt egen og danske karakter, der ikke lægger sig op ad hverken Pixar, Disney, Marvel eller andre af de store internationale selskaber. Dermed får filmen et ganske nærværende udtryk, som må glæde både store og små. Det er måske ikke de store latterbrøl, der bliver kaldt på, men det er nu heller ikke så ringe, at man har den der lurende klukken og hø hø-fornemmelse over den heldigvis langt fra politisk korrekte dialog.
- Titel: Ternet Ninja 2
- Instruktør: Anders Matthesen, Thorbjørn Christoffersen
- Skuespillere: Anders Matthesen (samtlige stemmer på nær Aske og Jessica), Louis Næss-Schmidt (Aske), Emma Sehested Høegh (Jessica)
- Genre: Komedie, Tegne- og animationsfilm
- Spilletid: 1 time og 22 minutter
- Produktionsselskab: A. Film Production A/S, Sudoku ApS, Pop Up Production ApS
- Produktionsår: 2021
- Release-dato: 19. august
- Anmeldt af: Carsten Skov
- Distributør: Nordisk Film Distribution
- Billeder: © Nordisk Film
Film: (4,0 / 6) Billede: (5,0 / 6) Lyd: (5,0 / 6)