The Greatest Night in Pop

Nummeret er knap 40 år gammelt, så man kan spørge sig selv, om en dokumentarfilm om dets tilblivelse giver mening i 2024. Processen, indspilningen af ”We Are the World” og vilkårene omkring den kalder på refleksion over, hvordan så mange store stjerner på så kort tid kunne nå frem til et resultat, der fik så stor global gennemslagskraft.

”The Greatest Night in Pop” følger indspilningen kronologisk, krydret med flere interview-klip fra nutiden med kunstnere, der var med dengang. Det står ikke helt klart, hvem der fik ideen til at indspille ”We Are the World”. Det var nok, når alt kommer til alt, en sang, der voksede ud af flere kunstneres engagement, hvad enten man tænker på Harry Belafonte som politisk aktivist, Michael Jackson som sangskriver, Lionel Ritchie som sangskriver og koordinator – eller nok så vigtigt Quincy Jones som indpisker og producer.

Mange ’tråde’ og tanker om at gøre noget for at sætte fokus på sultkatastrofer i Afrika blev flettet sammen i processen. Et afgørende skridt var, at man kom på den tanke at indspille en sang i forlængelse af uddelingen af American Music Awards, hvor Lionel Ritchie i øvrigt skulle være vært. Cremen af pop- og rockmusikken var jo alligevel samlet for at hylde sig selv. Som sagt så gjort. A&M’s studie blev valgt og uden for den nysgerrige musikpresses øjne og ører begyndte man at tage kontakt til kunstnerne. Filmen får ganske udmærket fat i det kaos, der herskede.

Det er også ganske udmærket beskrevet, hvordan sangen startede med et ’hook’, som man formodede, at man ku’ synge med på. Quincy Jones står med en utaknemmelig opgave at bringe godt 40 sammen i studiet, uden deres sædvanlige slæng af sekretærer og assistenter. Faktisk blev der sat et skilt op uden for studiet med teksten ”Læg jeres ego uden for”. Det medførte en ganske særlig følsomhed og skrøbelighed.

Bevares, Sheila E har for eksempel i efterfølgende år opbygget en smule bitterhed over at være inviteret med, måske blot for at være lokkemad i forhold til at få Prince med også. Al Jarreau er udtalt begejstret for projektet, så han kaster sig over vinen for at fejre det før det overhovedet er gået i gang. Og så er der Waylon Jennings, der fornærmet udvandrer, da Stevie Wonder forsøger at liste en verselinie med – på swahili. Til gengæld kan man glæde sig over at se den inderlighed, som Bruce Springsteen og Bob Dylan lægger for dagen i de verselinier, som de er tildelt.

Indspilningen starter sen aften og fortsætter til langt ud på morgenen, hvor Diana Ross med tårer i øjnene håber, at oplevelsen ikke vil stoppe. Quincy Jones med et unikt materiale, der afbalancerer de vidt forskellige kunstnere, så ”We Are the World” står som en helstøbt produktion. Sangen bliver desuden et kæmpehit verden over.

Man kan måske som nøgtern borger i det kølige nord indvende, at tonen i interview-bidderne er lige lovligt overstadig, grænsende til selvhævdende. Jeg kan nu alligevel godt unde de interviewede kunstnere at se tilbage på oplevelse med stor fornøjelse. Desuden kan jeg unde nutidens unge at få et glimt ind i den popmusikalske fortid. Deres største problem vil nok være, at de oprindelige filmoptagelser står uskarpe og slørede.