Stevie van Zandt: Disciple

Et rockband kan bestå af sammenbragte individualister eller udgøre en tæt sammenspillet helhed – plus forskellige mellemformer. Det kan under alle omstændigheder være spændende at se nærmere på den enkelte kunstner og blive klogere på, hvad der driver ham eller hende. Efter godt 2 timers dokumentarfilm om Stevie van Zandt står det i hvert fald klart, at han står for andet og meget mere end bare at være guitarist i E Street Band.

Det er i grund nærmest umuligt at trække Little Steven frem i front – uden at der følger et utal af andre kunstnere og relationer i øvrigt med. Først og fremmest Southside Johnny Lyon og Bruce Springsteen. En trio, der har arbejdet sammen i et utal af konstellationer siden teenage-årene. Tilsammen en trio, der har haft stor indflydelse på udviklingen af den særlige Jersey Sound.

”Stevie van Zandt: Disciple” tegner et bredt portræt af et mangesidet kunstnerisk talent – som holder stien ren med hensyn til både kunstneriske ambitioner og stærke holdninger. I de første år handler det i første omgang om at finde en form og et udtryk, som kan samle et publikum. Stevie bliver en del af Southside Johnny and the Asbury Jukes. Et ensemble, som spillede en central rolle i musikmiljøet i Asbury Park og som opnåede rimelig kommerciel succes, blandt andet med van Zandt-kompositioner som ”I Don’t Want to Go Home” og ”This Time It’s for Real”. De tætte relationer i trioen trækker med Stevie i retning af E Street Band, hvor han faldt uovertruffent ind i dynamikken omkring Bruce.

Den første del af filmen frem til dette punkt er klippet lidt hektisk. Til gengæld bliver tempoet sat en smule ned, da tidsforløbet når frem til, at Stevie trækker sig ud af E Street Band for at hellige sig et væld af sideløbende aktiviteter. Karakterbeskrivelsen får bedre tid og Stevies projekter står klarere. Det gælder ikke mindst indspilningen af ”Sun City”-albummet, som faktisk var en væsentlig faktor i påvirkningen af den offentlige mening om apartheid. Problemet var så bare, at de stærke og stærkt kritiske synspunkter kølnede musikbranchens interesse i at have kontrakt med Stevie, så han brugte efter eget udsagn de næste 7 år på at lufte sin hund.

På et tidspunkt holder Stevie så en tale ved en prisuddeling. En TV-producer ser det og får den tanke, at Stevie kan prøve kræfter med skuespil. Så han ringer til Stevie og foreslår ham at spille rollen som Silvio Dante i ”The Sopranos”. Et absolut succesfuldt karriereskift, som på finurlig vis leder videre til rollen som Frank Tagliano i den norsk-amerikanske krimi-komedie ”Lilyhammer”.

Stevie ligger stadig ikke på den lade side. Han etablerer en radiostation, Underground Garage, som er syndikeret i store dele af USAs radio-sendeflade. En station, som Stevie bruger til at promovere indie-bands, som ellers ikke har airtime. Danske The Raveonettes har i øvrigt nydt godt af denne indsats. Endelig har Stevie startet bevægelsen TeachRock, som arbejder på at få placeret rockmusik i på skoleskemaet i USA. Rock som kultur- og dannelsesbærende udtryksform.

Filmen lader et mylder af musikalske legekammerater og samarbejdsrelationer udtale sig om Stevie som person, musiker, skuespiller m.m. De beskriver ham respektfuldt som dybt entusiastisk, uanset hvilket projekt han kaster sig over.

Det gælder ikke mindst genoplivningen af Little Steven and the Disciples of Soul. Det var faktisk Bill Wyman, tidligere bassist i Rolling Stones, der opfordrede Steven til at komme til en blues-festival i London og spille lidt. Steven samler så i alt 15 musikere og ender med at drage verden rundt for at vise, at han sagtens – trods at have skyet sine egne numre i en årrække – kan servere sine egne sange på aldeles overbevisende vis.

“Stevie van Zandt: Disciple” er fin gennemgang af et mangesidet kunstnerisk talent. Se den – og få måske åbnet ørerne for nye sider af The Jersey Sound.