Sjakalen

Det er noget af et vovestykke at lade en nytolkning af Frederick Forsyths klassiske thriller ”Sjakalen” brede sig over hele 10 afsnit. Resultatet er imidlertid ganske helstøbt, med et højt spændingsniveau, der holder til sidste scene.

Der er egentlig noget frastødende over den navnløse helt, der lever af at dræbe for penge. Han har ikke så meget at tænke over, hans moral er den enkle at ’levere varen’ for højestbydende med udsøgt akkuratesse.

Serien indledes med fokus på et nært forestående valg i Tyskland. Sjakalen ser umiddelbart ud til at gå efter sønnen af den førende politiker i meningsmålingerne, men denne bliver kun(!) såret. Det viser sig da også, at Sjakalen i virkeligheden er ude efter hans far, politikeren, som ved besøg sygehuset, hvor sønnen er indlagt, på flere kilometers afstand bliver ramt af ét enkelt præcisionsskud. Og så er stilen lagt for ’elegancen’ i de følgende opgaver. Ikke noget at sige til, at en bred vifte af skumle kræfter ser muligheder for at få udført det beskidte arbejde.

Sjakalen er imidlertid ikke bare lejemorder. Han lever et dobbeltliv med kone, Nuria, barn og svigerfamilie i Cadiz. Den tilsyneladende idyl holder dog ikke evigt. Med hjælp fra sin bror fører omstændighederne til, Nuria bryder ind i det ellers grundigt sikrede kontor/værksted. Fundet af en omfattende mængde våben, penge og diverse remedier til maskering får det til at gå op for Nuria, at mandens hyppige og ofte langvarige fravær hjemmefra har en ganske alvorlig årsag. Dobbeltlivet føjer ganske interessante udviklingsspor til handlingen. Nuria prøver således at placere sig mellem sin familie og Sjakalen, som hun trods afsløringen nærer stærke følelser for.

Undervejs i serien bliver det klarlagt, hvilke oplevelser og påvirkninger, der har ledt Sjakalen ind på lejemorder-vejen. En vej, som i ét eller andet omfang efterlader ham alene og sårbar, men også ekstremt opmærksom på, hvem han kan stole på. Og tag ikke fejl. Har man bestilt en opgave hos ham, gør man klogt i ikke at rende fra regningen.

’Tonen’ har noget klassisk 60’er-James Bond-agtigt over sig. Karakterbeskrivelsen af Sjakalen er tegnet med fin sans for risikomomenterne ved dobbeltlivet og udførelsen foran kameraet er lagt i kompetente hænder hos Eddie Redmayne. Spørgsmålet er blot, om Bianca Pullman, en nidkær MI6-efterforsker, fornemt spillet af Lashana Lynch, er så tæt på, at Sjakalen reelt er i fare. Bianca er plaget af sin mands utilfredshed med hendes noget farefyldte job og samtidig er på hun jobbet i stort omfang reduceret til en brik i et (magt)politisk spil.

”Sjakalen” er et 10 afsnit langt velkomponeret, velkoreograferet trip af en thriller.