Prey

Et ny og anderledes take på Predator, tager os med tilbage til 1700-tallets USA og puster frisk liv, i hvad der før var en døende filmfranchise og tilføre den ny energi. Prey er den Predator film, vi har ventet længe på og som nu endelig er her.

Prey følger en gruppe Comanche indianere i starten af 1700-tallet. Her møder man den unge Naru (Amber Midtthunder), der ønsker at blive en stor kriger, til trods for at hun er kvinde og bør blive hjemme i lejeren. Hendes bror Taabe (Dakota Beavers), vil dog ikke lade hende udfører et specielt ritual, hvor hun skal besejrer et glubsk rovdyr. Men da en kriger fra stammen forsvinder på mystisk vis beslutter hun sig for at finde svar. Hun opdager dog snart hun er oppe imod en overlegen fjende, der er i stand til at gøre sig selv usynlig og dræber på brutal vis. Den ultimative jæger, der er stærkt overlegen, en kamp på liv og død kan begynde.

Dan Trachtenberg har stået for instruktionen af Prey og selv om han nok ikke er et navn de fleste kender, stod han bag den udmærkede ’10 Clovefield Lane’. Han har på mange måder skabt en ny original Predator historie og går, i en helt anden retning med filmen. Ideen med at tage Predator 300 år tilbage i tiden er dog ikke ny, den blev allerede teaset i slutningen af Predator 2′ i 1990. Og hånden på hjertet efter Shane Blacks katastrofe af en film ‘The Predator’ fra 2018, synes der ikke meget håb for franchisen. Det blev dog heldigvis ændret med Prey og det var vist kun på sin plads.

Det er skønt at se Dan Trachtenberg er gået ”back-to-basic” med Prey og selvom historien er meget simpel, er det lykkedes og gøre filmen mere mørk og dyster. Filmen har heldigvis fået en R-Rating, på trods afat Disney nu ejer franchisen. Der er en god balance mellem action og spænding og masser af blod som der høre til sig i en Predator film. Prey er dog ikke perfekt, der mangler noget mere historie mellem filmens hovedroller og man lærer dem ikke rigtigt at kende. Her tænker jeg på hvor godt originalen gjorde det, der var tydeligvis et bånd mellem alle karakteren og havde hver deres personlighed. Hvilket også gjorde man følte med dem, hver gang en af dem blev dræbt, af den usynlige dræber. Noget andet Prey også mangler en en god lydside, det er tydeligt det ikke er Alan Silverstri der er komponist på filmen, der er ikke den som intense og medrivende musik, som Predator havde.

Prey er bestemt værd at se og hvis man ligesom mig var enormt skuffet over forrige Predator film, vil du helt sikkert elske denne. Den er det friske pust franchisen havde ventet på. Det er Predator filmen, vi har ventet på og et skridt i den rigtige retning. Der er dog stadigvæk langt op til originalen fra 1987, som aldrig vil blive overgået. Men bestemt en værdig Predator film, der fortjener en masse ros.