Yorgos Lanthimos er tilbage med nok hans mest ambitiøse og bedste film til dato. ”Poor Things” er en utrolig bizar, hylende morsom og tankevækkende fest af et feministisk sciencefiction-drama, der helt fortjent er rygtet til at spille en stor rolle i den kommende Oscaruddeling.
En for nyligt afdød kvindes krop bringes til live igen af en entusiastisk videnskabsmand i stil med Frankenstein. Kvinden kaldes Bella og er i et barnligt mentalstadie, hvorved videnskabsmanden og hans assistent ønsker at forske på hende, imens hun hurtigt udvikler sin intelligens. Dette indebærer at holde hende indenfor, men efter en række glimt af verden, griber Bella fat i den første mulighed for frihed via en lusket advokat og drager ud for at opleve livet trods modstand fra manden ved hendes side, der blot ønsker en underdanig elsker.
Yorgos Lanthimos har tidligere instrueret ”Dog Tooth”, ”The Lobster” og ”The Killing of a Sacred Deer”. De er alle utroligt bizarre og lettere ubehagelige film, der virkelig kræver nogle hårdtarbejdende hjerneceller for at tyde deres betydning. ”Poor Things” følger den samme formular med iøjefaldende kameravinkler, finurlige karakterer, og en provokerende natur, men gør det bare bedre end alle de tidligere. Filmen er utrolig bizar, og tempoet er højt, men der er en mening med galskaben, som virkelig belønner den opmærksomme seer jo længere ind i filmen man kommer. Og selv hvis man ikke kan følge med, er filmen stadig vidunderlig at se.
De smukke, surrealistiske kulisser og baggrunde skaber nogle gange følelsen af, at man ser et syret teaterstykke. Dog på den bedst tænkelige måde, der er med til at øge indlevelsen i det bizarre univers, som Bella for første gang træder ind i. Dette komplimenteres også af den unikke og lige så fantastiske musik. Alle disse komponenter og den fantastiske instruktion gør at intet sekund føltes spildt. Filmen er næsten to en halv time, men jeg ønskede den hverken kortere eller længere. Den er præcist så lang, som den skal være, for at fortælle denne stærke historie om en fri kvinde, der forsøges tæmmet.
Det er også sjældent at man ser en film, hvor hele tre skuespillere fortjener en Oscar for deres præstationer, men dette er tilfældet med Emma Stone i hovedrollen som den nysgerrige og rebelske Bella, Willem Dafoe som videnskabsmanden Godwin (også kaldet God) og Mark Ruffalo som advokaten Duncan. Jeg var helt målløs over, hvor strålende de alle tre var, da de bringer det lige så fantastiske manuskript til live på en mest perfekte og naturlige måde.
Filmen er chokerende og behandler dens feministiske kommentarer på den mest kreativt yndefulde måde, men den er også utroligt sjov. Jeg hylede af grin sammen med resten af salen i næsten hver eneste scene, og dette skyldes ikke blot dens bizarre natur. Filmens brug af reel (ofte) mørk komik var bare suveræn og videreført af fantastiske præstationer. Det var sjældent at man kunne forudse, hvad der kom ud af munden på karaktererne, men det var næsten altid unikt og rent guld.
Jeg føler ikke jeg overdriver, når jeg siger, at ”Poor Things” er et bizart, feministisk mesterværk, der fortjener at blive set igen og igen for at opfange alle dens nuancer og kreativiteter. Lanthimos har uden tvivl overgået sig selv og er en instruktør man absolut skal holde øje med fremover. Filmen er en utroligt intelligent og storslået oplevelse med en slutning, der ikke kunne være mere passende og ikonisk. Den er dog ikke for alle, men hvis man syntes, at Barbie godt kunne have været lidt mere mærkelig og lidt mere skamløst rå i dens sociale kommentarer, så har man fundet den helt rette film. ”Poor Things” har premiere i Danmark d. 18. januar, og jeg kan med selvsikkerhed sige, at den allerede er en af de bedste film i 2020’erne.
- Titel: Poor Things
- Instruktør: Yorgos Lanthimos
- Skuespillere: Emma Stone, Willem Dafoe, Mark Ruffalo, Ramy Youssef
- Genre: Komedie, Drama, Science Fiction
- Spilletid: 2 timer 21 minutter
- Produktionsselskab: Element Pictures
- Produktionsår: 2021
- Release-dato: 18. januar 2024
- Censur: 15
- Anmeldt af: Maja Lund Kristensen
- Distributør: Walt Disney Pictures
- Billeder: © Atsushi Nishijima
Film: (6,0 / 6) Billede: (5,0 / 6) Lyd: (5,0 / 6)