Effektivt koreograferet action, stramt klippet billedside og en krystalklar udlægning hvem, der er skurke hhv. helte. Det er prædikater man uden så meget diskussion kan hæfte på filmene i Has Fallen-franchisen. Mens vi venter på næste produktion i biografsammenhæng – Night Has Fallen – kan man så fordrive tiden med ”Paris Has Fallen”. En fransk TV-serie-produktion, der desværre halter noget efter forgængerne.
Serien starter ellers med et udspekuleret terrorangreb på den britiske ambassade i Paris. En fransk sikkerhedsofficer, Vincent, som har ansvaret for at beskytte forsvarsministeren, og en MI6-agent, Zara, støder ind i hinanden og har held til at afbøde de allerværste skader ved at gøre fælles front mod terroristerne. I spidsen for dem står Jacob Pearce, som med en smertefuld fortid, bl.a. som gidsel hos Taleban i Afghanistan, har sat sig for at hævne sig på det franske politiske system, herunder den kvindelige præsident.
Terrorangrebet udvikler sig temmelig blodigt, og Pearce formår at slippe væk sammen med de resterende medlemmer af hans team. Det viser sig snart, at der er mere terror i vente. Den er for at gøre ekstra ondt rettet mod nærtstående familie og venner. Årsagen skal igen søges i en morgen i Pearces fortid, hvor han vinker farvel til kæreste og 2 børn, blot for i næste øjeblik at se dem og deres bil blive sprængt i stykker.
Mere terror venter forude og ofrene er placeret stadigt højere i Frankrigs økonomiske og politiske establishment, helt op til den kvindelige præsident. Der er så hæftet den lidt vel konstruerede omstændighed på forløbet, at Vincent er præsidentens nok ikke så hemmelige elsker. Én blandt mange elementer i handlingen, der sammen med en til tider krampagtig dialog bevæger sig for langt væk fra de ovenfor nævnte forudsætninger for effektiv action.
”Paris Has Fallen” skal såmænd nok kunne dulme tømmermænd dagen derpå, men det er samlet set en tynd kop te. Producenterne må tro på serien. I hvert lægger dens klimaks op til endnu en ombæring.
- Titel: Paris Has Fallen
- Original titel: Paris Has Fallen
- Instruktør: Hans Herbots, Oded Ruskin
- Skuespillere: Tewfik Jallab, Ritu Arya, Sean Harris, Emmanuelle Bercot, Paul Gorostidi
- Genre: Action, Drama
- Spilletid: ca. 6 timer
- Produktionsselskab: Canal+, G-BASE, Millennium Media
- Produktionsår: 2024
- Release-dato: 28. oktober 2024
- Anmeldt af: Carsten Skov
- Findes på: Amazon Prime
- Billeder: © Amazon Prime
Serie: (3,0 / 6) Billede: (4,0 / 6) Lyd: (4,0 / 6)