Oslo

Det er en udfordring at strikke et drama sammen over en politisk og historisk sammenhæng, hvor man som beskuer kender både for- og efterspil. ”Oslo” er imidlertid et drama, der holder spændingen intakt og formår at anskueliggøre, hvor svært det er at bringe Israel og de palæstinensiske myndigheder sammen på en vej mod fred.

Filmen tager afsæt i det intense og særdeles uofficielle forarbejde, der blev gjort for overhovedet at bringe de stridende parter sammen i samme lokale, ved samme forhandlingsbord, i 1993. Terje Rød-Larsen og hans kone Mona Juul var dengang 2 unge, håbefulde og idealistiske diplomater i det norske udenrigsministerium. Med deres ihærdighed fik de bragt Ahmed Qurie, PLOs finansminister, sammen med Yair Hirschfeld, foredragsholder ved universitetet i Israel. Måske ikke kontakt på et prangende højt niveau, men dog en forsigtig føler – i en situation, hvor det f.eks. var forbudt for israelere at møde med talsmænd for PLO.

Efter omfattende og snørklede samtaler og forhandlinger når parterne og deres assistenter frem til et dokument – Declaration of Principles – der derefter bringes op til et højere politisk niveau. Hér starter forhandlingerne i store træk forfra for at blive grundigt gennemtygget af både jurister og diplomatiets embedsmænd.

Filmen er på sin vis fuldstændigt udramatisk. I hvert fald i det ydre. Til gengæld står intensiteten, de stærke modsætninger og vanskelighederne ved at give køb og nærme sig modpartens syn på tingene, krystalklart. Der skal nærmest ikke så meget som en kommafejl i teksten til, før forhandlingerne bliver afbrudt.

Instruktøren Bartlett Sher har bragt det Tony-prisbelønnede skuespil ”Oslo” videre, ikke til biograflærredet men til TV-skærmen med J. T. Rogers, der også skrev teaterstykket, som executive producer på manuskriptet og Steven Spielberg som executive producer for DreamWorks Pictures. Ruth Wilson har rollen som Mona Juul, der både ihærdigt og fintfølende forsøger at navigere det sarte projekt gennem det skarpe politiske klippeskær. Andrew Scott spiller Monas lige så ihærdige mand, der dækker resterende emner og områder ind.

Fra pressen kender vi kun alt for godt den aktuelle situation mellem Israel og palæstinenserne. Så meget mere vigtigt er det at se ud over fastlåste positioner, at kende udfordringerne i forhold til at skabe fred og ikke mindst at handle derefter. Nuvel, ”Oslo” er en fiktionens udgave af, hvad der foregik bag facaden, da Oslo-aftalen af 1993 blev til. Et indsat klip til sidst i filmen viser et billede af en i hvert fald ydre forbrødring mellem Yitzhak Rabin, Shimon Peres og Yasser Arafat på plænen foran det Hvide Hus. Det holdt desværre ikke længe.

Som beskuer bliver man derfor efterladt med blandede følelser. Nytter det noget? Er modsætningen mellem parterne i virkeligheden uløselig? Jeg sad dog tilbage med et lille – ja, desværre meget lille – håb om, at bare det at være enige om at tale sammen på en civiliseret måde er et lille skridt på vejen mod fred. Og kan man tage ét skridt, kan man måske også ta’ ét til …

”Oslo” er et særdeles velspillet og højspændt politisk drama i særklasse.