Det kan være en udfordring at følge med i film og serier fra Star Wars-universet. Prequels og sequels til de 9 spillefilm for ikke at snakke om de sidehistorier, der er kommet til. Og så er der serien ”Obi-Wan Kenobi”, der fylder kød på perioden mellem Episode 3 og 4. Ewan McGregor dukker op igen i titelrollen og sørger med passende patos for, at historien bliver løftet, selv om man ved en del om personerne og hvad der sker dem efterfølgende.
Imperiets korps af inkvisitorer afsøger galaksens fjernest kroge for at finde de jedi-riddere, der er gået i skjul. Obi-Wan er én af dem. Han henslæber tilværelsen som daglejer men bliver opsøgt af Senator Bail Organa, som har brug for hjælp til at opspore datteren Leia, da hun bliver kidnappet. Det er selvfølgelig Imperiet, der står bag – i et forsøg på at lokke Obi-Wan ud i det åbne. Han lader sig modvilligt overtale, tynget som han er af skyld over Anakin Skywalkers skæbne og transformation til überskurken, Darth Vader. Det skal lige bemærkes, at det igen er James Earl Jones, der lægger stemme til Darth Vader.
Vi kender med andre ord en del af figurerne i forvejen. Der er dog også nye figurer, så som den ærgerrige inkvisitor Reva, der i den grad er imperiets forlængede arm, om end hendes ambition om at blive den nye storinkvisitor og ikke mindst et sammensat forhold til Darth Vader er knaster i hendes ”karriere”. Det forhindrer dog ikke en fornemmelse, at historien gennemgående er en ret tyndbenet affære.
Serien er nok filmet med sans for spøjse detaljer, som man nu forventer det i Star Wars-regi. Det er bare ikke med den samme delikate finish som i Episode 1 – 9. Til gengæld kan man glæde sig over karakterbeskrivelsen af Leia, der bliver spillet ganske charmerende af 10-årige Vivian Lyra Blair. Selv i en meget tidlig alder er hun stridbar, oprørsk og i stand til at finde egne veje i komplicerede situationer, f.eks. når hun bliver forhørt af sine kidnappere. Og så er der den detalje, at hun i slutscenerne er iklædt en hvid dragt, der har træk af det dress hun dukker op i – i episode 4.
Efter at have set ”Obi-Wan Kenobi” har jeg en fornemmelse af, at Disney måske skulle overveje, hvordan man slutter legen – altså producerer af Star Wars-relaterede film og serier – mens legen er god. George Lucas’ oprindelige tanke om 3 trilogier ER jo gennemført. Man kan sammenligne med en maler, der risikerer at spolere det perfekte værk, hvis han tilføjer et par penselstrøg for meget.
…og så er det heller ikke værre. ”Obi-Wan Kenobi” er faktisk glimrende underholdning, et godt stykke over middelmådighed og der synes bestemt ikke at have været en sparekniv hen produktionsressourcerne.
- Titel: Obi-Wan Kenobi
- Original titel: Obi-Wan Kenobi
- Instruktør: Deborah Chow
- Skuespillere: Ewan McGregor, Moses Ingram, Vivien Lyra Blair, Hayden Christensen, Jimmy Smits
- Genre: Action, Science Fiction
- Antal afsnit: 6
- Spilletid i alt: 4 timer 33 minutter
- Produktionsselskab: Lucasfilm, Walt Disney Pictures
- Produktionsår: 2022
- Release-dato: 27. maj 2022
- Censur: 12 (Tyskland)
- Anmeldt af: Carsten Skov
- Findes på: Disney+
- Billeder: © Disney+
Serie: | (4,0 / 6) |
Billede: | (5,0 / 6) |
Lyd: | (4,0 / 6) |