Nosferatu

Robert Eggers er tilbage med endnu et mørkt, historisk syretrip, men denne gang er det i form af et stærkt anticiperet remake af den klassiske stumfilm ”Nosferatu” fra 1922. Den nye film er en blødende smuk, erotisk og gotisk oplevelse, der desværre har ét fatalt problem.

I 1838’s Tyskland bliver den unge ejendomsmægler, Thomas, sendt til Transsylvanien for at sælge en lokal bygning til en kunde ved navn Grev Orlok. Trods sin ængstelige kone, Ellens, bønfald om at blive, tager Thomas med besvær afsted til slottet, hvor den mystiske kunde viser sig at være en monstrøs vampyr. Værre endnu er, når han indser, at monsteret har en særlig interesse i Ellen.

Roberts Eggers lavede tidligere de mesterlige film ”The Witch” og ”The Lighthouse” under indiestudiet A24. Eggers skabte dernæst ”The Northman” i samarbejde med studiet Focus Features, der var mindre vellykket delvist grundet studiointerferens. ”Nosferatu” blev også skabt i samarbejde med Focus Feature, og trods filmens mange styrker, så som dens udseende, præstationerne og atmosfæren, så er det tydeligt, at studiet stadig ikke kunne holde fingrene væk. Men tilbage til filmens styrker. Den stumme vampyrfilm fra 1922, der startede som en ulovlig adaptation af Bram Stokers ”Dracula”, overlevede forsøg på afbrænding, og er i dag skabt på ny af en af tidens mest passionerede filmskabere. Resultatet er en film, der oser af melankoli, og har scener, der, ligesom Grev Orloks kræfter, er perfekt hypnotiserende. Særligt i en mareridtsagtig scene, hvor Thomas befinder sig på slottet. Dog falder den lidt til kort ved ikke at have nær så ikoniske billeder, som den originale, og generelt virker det til, at filmen aldrig når sit fulde potentiale. At filmen vælger at placere Thomas’ kone i hovedrollen, og skabe en alternativ fortælling i stedet for et rent remake, er dog et meget frisk pust.

Filmen flyder også over med imponerende præstationer, særligt fra datteren af Johnny Depp, Lily-Rose Depp, der spiller hovedpersonen, Ellen. Tidligere huskes hun fra de mindre vellykkede ”Tusk” og ”The Idol”. Det var derfor en kæmpe overraskelse, når hun her vender tilbage med en oscarværdig præstation, som en dybt melankolsk kvinde, der hjemsøges af Grev Orlok. Nicholas Hoult (Mad Max: Fury Road) og Willem Dafoe (The Lighthouse) bryder dog ingen grænser for deres talent, men giver stadig to medrivende præstationer. Den eneste der stikker ud, er desværre Aaron Taylor-Johnson (Kickass og Kraven: The Hunter), som spiller Ellens mands ven, Friedrich. Til trods for at filmen har sin del af intentionelt komiske dele, så virker det mere til at Taylor-Johnson spiller for et teaterpublikum med sine overdrevne udtalelser og kropssprog. En helt uigenkendelig skuespiller er dog Bill Skarsgård, der spiller titelfiguren, Nosferatu. Han er tidligere kendt for at spille et andet monster, nemlig Pennywise fra de to seneste ”IT” film, men trods dette, er han udseende- og stemmemæssigt ikke til at genkende, hvilket passer perfekt til at sælge monstret som denne altoverskyggende ondskab.

Hvad der dog holder filmen tilbage fra at være en af Eggers bedste er desværre dens meget tydelige nedklipning. En 3 timers version i den kommende Blu-ray er allerede blevet bekræftet, hvilket jeg er utroligt spændt på, for denne 2 timer og 10 minutters film halter kraftigt, når det kommer til dens pacing. Filmen er fyldt med gudesmukke, gotiske scener, som desværre afbrydes for hurtigt, og man distraheres særligt i filmens tredje del, hvor tempoet både stiger og falder unaturligt. Det var nemt at spotte, når en scene enten var klippet ned eller helt manglede, og man kan dermed ikke lade være med at føle sig lidt snydt, når man nu ved, at en længere og muligvis bedre version ikke var den første man så. Jeg vil dermed påstå, at når den fulde version udgives, kan filmen få en lille ekstra stjerne.

Men for nu er ”Nosferatu” stadig en stærk adaptation af den originale stumfilm med smukke, gotiske scener, medrivende intensitet, veleksekveret brug af farver og skygger, og stærke præstationer, samt en slutning, der desværre går en anelse for hurtig, men stadig er meget tilfredsstillende. Til trods for at jeg er mere spændt på at se den udvidede version, så er filmen uden tvivl værd at se på det store lærred.