Margrete den Første

Charlotte Sieling har før med sine bidrag til ”Broen” og ”Forbrydelsen” vist, at hun som instruktør mestrer intenst drama med skarpe persontegninger. Med ”Margrethe den Første” er plottet henlagt til et kritisk tidspunkt for Kalmarunionen mellem Danmark, Norge og Sverige, nærmere bestemt i år 1402.

Margrethe den første var som datter af Valdemar Atterdag født ind i den daværende magtelites inderkreds. De komplicerede forhold omkring valget Valdemars efterfølger fører i sidste ende til, at hun styrer landet gennem sin adoptivsøn, Erik.

I 1402 står riget i en vanskelig situation. Det er vigtigt at holde sammen på Kalmarunionen for at sikre et solidt afskrækkende værn mod de tyske stater sydpå. Det koster dyrt i form af penge, rettigheder og indflydelse. Der arbejdes desuden på et fornuftsægteskab mellem Erik og den engelske prinsesse Philippa.

Filmen viser, hvordan Margrete gør sit yderste for at indgå alliancer med og lytter til de rette kredse. Der bliver imidlertid rejst tvivl om hendes biologiske søn, Oluf, fortsat er i live. Særligt de norske delegater ved hoffet i Kalmar mener at have set ham i live, hvilket de fleste andre – herunder ikke mindst Margrete selv – tvivler stærkt på. Onde tunger vil ligefrem vide, at hun faktisk står bag drabet på ham. En dag dukker Oluf op ved hoffet og er på den måde årsag til stort postyr. Margretes adoptivsøn, Erik, føler sin position på kongetronen truet.

Dette er i grove træk den historiske setting for et storslået drama med Trine Dyrholm i den centrale hovedrolle. Hun fremstiller en royal person, der handler ud fra et køligt overblik. En person, der er parat til at indgå handler til endog særdeles høje priser. Thomas W. Gabrielsson leverer tilsvarende som rigshofmester Jens Due et overblik og en evne til at navigere og ikke mindst at skifte side. Margretes nærmeste fortrolige er imidlertid Søren Malling, der uden at fortrække en mine udfører Margretes ikke altid etisk uangribelige opgaver. Hans loyalitet har i hvert fald en grænse, viser det sig hen mod slutningen af filmen.

”Margrete den Første” er udover skuespilpræstationerne et fornemt udstyrsstykke. Filmen er fotograferet i delikate scenerier og med udsøgt farve- og lyssætning. Samtidig fortjener Manon Rasmussens kostumedesign at få rosende ord med på vejen.

Jeg må blankt indrømme, at jeg har en svaghed for drama med en politisk twist. Der er altid mange lag i et plot med både synlige og skjulte dagsordener. ”Margrete den Første” formår at balancere mellem plottets mange lag uden at sætte den elementære spænding over styr. Med et element af retssalsdrama bliver det desuden vist, hvordan man tidsmæssigt kan forestille sig juridiske spørgsmål som skyld, rettigheder og brug af vidner håndteret i 1402, når retten samtidig kan anvende dødsstraf på en særdeles barsk måde.

Se filmen for det historiske perspektiv. Der er i sagens natur ingen samtidig journalistiske kilder at trække på, men ’hvad-nu-hvis’-tanken er slet ikke så tosset som grundlag for filmen. Se desuden filmen for Trine Dyrholms fornemme portræt af en magtfuld kvinde i dansk historie, der lagde grund til en union mellem Danmark, Norge og Sverige, som i sin kerne holdt frem til 1814.