Mare of Easttown

Når man læser seriens synops aner man en historie, der er skåret over en skabelon. En trist by, som historien synes at have glemt. En kvindelig fraskilt og til tider lettere drikfældig politi-efterforsker, som slås med store ar på sjælen og med gamle uløste sager. Der går imidlertid ikke mange minutter af ”Mare of Easttown”, før det står klart, at historien er fyldt med nuancer og at pointen i lige så høj grad er at gå i dybden med miljø- og karakterbeskrivelse – som at beskrive opklaringen af sagerne.

Serien absolut største oplevelse er Kate Winslet i rollen som Mare Sheehan. Hun leverer ganske enkelt det helt rigtige fysiske og mentale udtryk af hovedpersonen. Hun har i et år gjort sit bedste for at opklare en ung piges forsvinden. Dertil kommer, at Erin, en ganske ung pige, der allerede er kommet bagud på point med som mor til Drew, bliver fundet myrdet. Er der en sammenhæng mellem de 2 sager?

Mare selv slås med fortvivlelse og skyldfølelse oven på sønnens selvmord. Hun bor desuden sammen med sin mor, som ikke synes at have meget fidus til Mare arbejde og livsførelse, og datteren Siobhan, som tumler med ambitioner om at rejse væk for at studere. Oven i har eks-manden Frank købt hus i baghaven til Mares mor – hvor han bor med sin nye forlovede. Der er således ikke noget at sige til, at Mare er tynget – og måske heller ikke til, at hun ender i lette løsninger – betænkelige mængder junkfood og øl – når hun ikke får forløst sine svære tanker og følelser, selv om hun gør en lettere modvillig indsats for det i forholdet til forfatteren Richard, der efter den ene bog han havde at byde på i sin karriere nu underviser i litteratur.

Hovedpersonen fremstår ganske råt og usminket. Trætheden lyser ud af hendes blik, gang og tale. Kate Winslet ER ganske enkelt Mare. Tilsvarende ros skal lyde til bifigurer, som fuldender billede af et Easttown, der står som skåret ud af tekstuniverset på Bruce Springsteens album ”Wrecking Ball”. Oveni får man en krimiintrige, der folder sig ud, ikke som et løg, hvor man fjerner et lag ad gangen, men mere som et hvidløg, hvor hvert fed skal afskalles og der lige viser sig at være én skal mere – og én til og én til … – inden den afsluttende forløsning.

”Mare of Easttown” er overvældende smuk i al sin tristesse, med et særdeles højt spændings-niveau. Et glimrende bud på, hvordan en skabelons grænser kan og bør udfordres af den gode historie.