Madame Web

Til trods for at vi kun befinder os i marts, vil de resterende film, der udkommer i 2024, uden tvivl få kamp til stregen, når det handler om kåringen af årets værste film, fordi ”Madame Web” er uden tvivl et af de mest chokerende ringe oplevelser, jeg nogensinde har været udsat for i biografen. Men det kan man også få noget underholdning ud af.

En højgravid kvinde får et tragisk endeligt, da hun befinder sig i Peru for at udforske en særlig edderkoppeart. Barnet i maven ved navn Cassandra reddes, og 30 år arbejder hun som paramediciner i New York, hvor hun efter en nærdødsoplevelse begynder at få syner om fremtiden. Disse syner leder hende til tre teenagepiger, som hun agter at beskytte mod en mystisk mand, der af ukendte grunde ønsker dem døde.

”Madame Web” er af utallige grunde et perfekt eksempel på en film, der er fuldstændigt ligeglad. På intet tidspunkt fik jeg en følelse af, at nogen gjorde en indsats. Alle skuespillerne til de intetsigende og irriterende hovedkarakterer ledt af Dakota Johnson fra ”Fifty Shades of Grey” og ”Susperia” (2018) var uhyggeligt monotone og nærmest ikke til stede mentalt. At alle var på samme ringe niveau, tyder højst sandsynligt på en ringe instruktør, der ikke vidste hvad hun lavede. Instruktøren, S. J. Clarkson, der tidligere kun har instrueret tv-serieepisoder, så som ”The Defenders” og ”Jessica Jones”, er dog langt fra den største svaghed. Af forfattere til filmen er to ud af fire nemlig Matt Sazama og Burk Sharpless, der begge også skrev ”Gods of Egypt” og ”Morbius”. Filmen var dermed en sikker togulykke, men til trods for niveauet af disse forfattere, formår de alligevel at skabe det klart værste manuskript i deres karriere.

”Madame Web” har et af de mest uinspirerende, uintentionelt forvirrende og fjollede manuskripter udgivet af Hollywood, og det mest chokerende ved filmen ville helt klart være, hvis det blev bekræftet, at forfatterne ikke bare havde fodret deres tynde filmidé til AI. Manuskriptet er 90% klichéer, gentagelser, latterlige tilfældigheder, ringe humor, åbenlyse budskaber, build-ups, men ofte ingen pay-offs, forvirrende sætninger, der virker til at komme i forkert rækkefølge osv. Filmen endte altså med at have mere tilfældes med ”The Room” end noget andet, især med hensyn til filmens skurk, spillet af Tahar Rahim. Halvdelen af hans dialog virker til at være tilføjet i postproduktionen. Udover det er alt hvad han siger det mest stereotypiske, elendigt leverede skurkedialog, samt gentager han hver af sine pointer mindst tre gange. På et tidspunkt kunne jeg nærmest forudse en hel scenes dialog, hvis blot jeg tænkte på det mest åbenlyse, så hver gang denne gyldne kilde til komik dukkede op på skærmen, ville jeg være helt spændt og klar på at grine – fuldstændigt modsat filmens intention.

Der er desuden ingen jordisk grund til at filmen næsten er to timer lang. Der er ikke nær nok kød i den tynde historie, men det løser filmen ved blot at smide de samme sætninger og scener ind flere gange. Der skal også lige plads til absolut meningsløse forbindelser til Spiderman-universet, og mindst tre Pepsi-reklamer, hvorved én af dem endda spiller en direkte rolle i løsningen på filmens klimaks. Hvis man har set traileren, så har den desuden lovet tre gange så meget action og spænding end hvad der egentligt er tilfældet. Størstedelen af filmens action i traileren er blot taget fra hovedpersonens syn og nærmest hele finalen, så hvis man ikke finder underholdning i at se et elendigt håndværk, så vil man højst sandsynligt bare kede sig ihjel under hele filmen.

”Madame Web” er et af de mest chokerende ringe film, Hollywood har haft samvittighed nok til at udgive i nyere tid. Der ikke en eneste positiv værdi at finde i dette bjerg af uinspireret skrald, og al underholdning jeg fik ud af filmen, var rent uintentionelt. Jeg sad målløs både ved slutningen af denne film og ”Dune: del 2”, men modsat ”Dune: del 2” skyldtes min reaktion på ”Madame Web” ren forarg, og den første ting jeg sagde til min ven ved min side, var at det måtte være en form for hvidvaskning, hvilket de var helt enig i.

Det er en film man er nødt til at se for at tro på, men mit råd er blot at lade den ligge i skammekrogen til evig tid og gense ”The Room” i stedet.