Lupin – Sæson 3

Maurice Leblancs fortællinger om den franske gentlemantyv Arsene Lupin udfoldede sig første gang i 1905 i bogform. En figur, som lagde sig op ad andre karakterer i samtiden – og som desuden er filmatiseret i flere omgang siden da. Senest er Netflix-serien Lupin et bud på figurens karaktertræk i en nutidig kontekst.

Serien bærer figurens navn, men hovedrollen hedder Arsanne Diop, en gentlemantyv, der er inspireret af og nærer stor kærlighed til Leblancs figur.

Rigmanden Hubert Pellegrini gør forretninger med Arsannes far. Forretninger, der viser sig at være aldeles lyssky, så Arsannes far havner i fængsel, hvor han i skam begår selvmord. Dén sammenhæng kulminerer i sæson 2, hvorfor det har været spændende, hvordan der har kunnet spindes en ende over tiden derefter.

Det sker ved i et separat tidsspor at fokusere på den unge Arsanne og hans søgen efter trygge relationer og holdepunkter i livet og. Arsannes far er som nævnt væk og det står uklart, hvorfor han i mange år ikke har haft kontakt til sin mor. En bokseklub formår at tiltrække forskellige rodløse unge, herunder Arsanne, men spørgsmålet er, om boksetræneren Kellers intentioner nu også er så ædle endda. Lupin er en dreven forklædningskunst, der slipper godt fra det meste. Alt sammen uden at gøre brug af våben til forskel fra dem han oppe imod.

Lupin har en fin og varm tone med karakterbeskrivelser, der viser både stærke og svage sider. Omar Sy giver således på overbevisende vis hovedrollen karaktertræk, ligesom Mamadou Haidara tegner et fint billede af den unge Arsannes udfordringer.

Den voksne Arsanne er gift og har en søn. Et familieforhold, der ikke er helt nemt, når man nok lever livet med udtalt sympati fra offentligheden – men på den forkerte side af lovens rammer. Konen vil mest af alt lægge afstand til Arsane og myten om ham, ikke mindst da Arsane på et tidspunkt fingerer sin egen død. Sønnen Raoul er dog fortsat overbevist om, at hans far lever.

Stemningsbilleder fra Paris giver desuden serien en fin og lun tone, der dels understreger Arsannes drevne kup og dels giver serien som sådan et præg, der ikke bare lægger sig i hælene på amerikanske eller britiske produktioner. 

Udgangen på sæson 3 kan tolkes som åbning for en fortsættelse. Måske bør man overveje at stoppe, mens legen er god – og mens oplevelsen for os derude foran skærmene stadig er nogenlunde sprudlende frisk.