Longlegs

En af årets mest ventede gyserfilm er endelig udkommet. ”Longlegs” er en isnende intens og lettere bizar gyser/thriller i stil med ”The Silence of the Lambs” og ”Hereditary”. Filmen kommer langt fra til at være alles kop te, men for det helt rette publikum er dette en fantastisk film, man sent vil glemme.

FBI agent, Lee Harker, sættes på sagen om en seriemorder, der er knyttet til en række familiemord gennem de sidste 30 år. De eneste fællestræk, disse mystiske mord virker til at have, er at hver families datter er født d. 14, og at der altid efterlades en krypteret besked signeret af ”Longlegs”. Lee forsøger febrilsk at løse mysteriet, mens hendes fødselsdag nærmer sig i takt med seriemorderen.

Med omfattende forhåndsomtale var den største frygt, forbundet med ”Longlegs”, at den ikke ville leve op til forventningerne. Selvom filmen har sine ærgerlige mangler, så vil jeg stadig påstå, at forventningerne indfries for mange. ”Longlegs” er instrueret af Anthony Perkins’ søn, Osgood Perkins, der står bag gyserfilmene ”The Blackcoat’s Daughter” og ”Gretel & Hansel”. Begge film var ikke strålende modtaget delvist grundet instruktørens prioritering af stil over substans. Dette er også tilfældet med ”Longlegs”, og selvom det stadig skaber sine problemer, særligt i filmens tredje akt, så er dette uden tvivl hans bedste film.

Denne prioritering gør nemlig, at ”Longlegs” har en atmosfære, der er så kvælende intens, at den aldrig slipper grebet på en igennem hele filmen. Man befinder sig dybt i hovedpersonens sko, når hun stalkes af den mystiske seriemorder, og dette eksekveres via en fantastisk instruktion. Gennem noget ubehageligt kameraarbejde og diskrete lydeffekter, skabes der en konstant følelse af at være overvåget. Ens øjne er aldrig i ro, fordi selv hvis der ikke findes en synlig trussel, så føler man sig aldrig sikker, og det var helt fantastisk at opleve. Filmens brug af stilhed er næsten lige så effektiv, som dens intense score, især når denne afbrydes, af de mest hjerteanfaldsskabende jump scares i nyere tid.

Hovedpersonen spilles af Maika Monroe, der mest er kendt for den lige så atmosfæriske ”It Follows”, og hun giver her en diskret præstation, hvor hun sælger den intense stemning helt perfekt. Men uden tvivl er den største scenestjæler Nicolas Cage, som Longlegs, og her kommer filmen til at dele vandene.

Cage er i øjeblikket midt i en skøn æra i sin filmkarriere, hvor man slipper sit unikke skuespilstalent løs i en række gyserfilm, så som ”Color out of Space”, ”Mandy” og nu ”Longlegs”, og indtil videre har alle tre film vist, hvordan man bruger ham på den helt rette, ubehagelige måde. Det er dog nemt at forestille sig, at nogle vil se hans præstation som en kilde til utilsigtet komik. Selv fandt jeg hans præstation helt fantastisk. Dette til trods for at jeg er enig i, at filmen til tider læner sig over i komikken, men jeg er dog sikker på, at det er bevidst. Med et kryptisk manuskript, en barbarisk lydside, og klip, der fortsætter i det uendelige, så bliver scenerne med hans karakter nogle af årets mest mindeværdige, fantastisk bizarre og sindssygt ubehagelige.

Det bedste ved præstationen er netop den usikkerhed med hvilken man skal reagere. Skal man grine, skal man forarges i stilhed, skal man gyse? Og man ender blot med at veksle febrilsk imellem alle tre imens scenen bare fortsætter. Om dette fungerer, er op til ens egen læsning, men personligt skabte dette en utrolig surrealistisk effekt. Men hvad der er sikkert, er at Cage havde en fest med denne rolle.

Men til trods for alt dette, så halter Perkins stadig meget med sine films narrativ. Manuskriptet var til tider utroligt forudsigeligt, og spækket med eksposition i den tredje akt, hvilket er i komplet kontrast med filmens diskrete opbygning. Denne opbygning leder også til en solid, men lettere antiklimatisk slutning, hvor man bare ønskede lidt mere, eller i det mindste noget mindre forudsigeligt. Slutningen er langt fra dårlig, men i forhold til, hvor stærk de to første akter af filmen var, så kunne man ikke undgå at føle sig lidt skuffet.

Den tunge følelse af gru og paranoia forsvandt dog ikke til trods for disse mangler. ”Longlegs” er stadig en utrolig skræmmende og mindeværdig oplevelse, der bliver hos en i lang tid. Filmen er meget mere fokuseret på atmosfære, udseende og stemning end dets plot og manuskript, men da stilen er så stærk, som den er, så bliver dens mangler utroligt nok mindre betydende. ”Longlegs” er også en film spækket med detaljer, der kræver op til flere gensyn, og dette kan varmt anbefales i det rette miljø med mørke, surroundsound og en ven eller 10, fordi selv hvis du ikke bliver skræmt af filmen, så har du helt sikkert brug for nogen at dele oplevelsen med.